Løbet mellem de to ledende demokratiske præsidentkandidater er så tæt, at det selv efter morgendagens valg – kaldet Supertirsdag – kan være helt åbent, hvem der i sidste ende stiller op for demokraterne , siger John Zogby, der står bag en af de seneste meningsmålinger. Ifølge målingen fra Reuters, C-Span og Zogby fører Barack Obama akkurat foran Hillary Clinton i USA’s største stat Californien , mens de to demokratiske spidskandidater praktisk talt ligger lige i New Jersey og Missouri. Barack Obama har dog et klart forspring i Georgia, hvor han især er populær blandt de sorte vælgere.
Kæmpe forspring til McCain
Hos republikanerne har John McCain et tocifret forspring i forhold til sin konkurrent Mitt Romney i staterne New York, New Jersey og Missouri. I Californien er opløbet til gengæld anderledes tæt. Her fører Romney med 37 procent mod 34 procent til McCain. Ifølge en landsdækkende meningsmåling fra Gallup blandt republikanske vælgere står Mitt Romney til at få 24 procent af stemmerne, mens McCain kan se frem til hele 44 procent. På tredjepladsen kommer den tidligere baptistpræst Mike Huckabee med 16 procent.
I undersøgelsen fra Gallup foretrækker 48 procent af de demokratiske vælgere i hele USA Hillary Clinton, mens 41 procent vil stemme på Obama. Dermed er senatoren fra Illinois gået tilbage med otte procent i løbet af en uge.
Imidlertid vandt den republikanske kandidat Mitt Romney i lørdags ved valget i staten Maine med 52 procent af stemmerne. De to andre republikanske kandidater kom klart efter Romney. Romney sagde, at afstemningen i Maine var et godt tegn forud for supertirsdagen i morgen, hvor republikanske vælgere skal stemme i 21 stater.
Clinton angriber Obama
Under sin valgkamp i Californien har Clinton rettet et skarpt angreb på Obama, som hun anklager for ikke at stræbe efter nogen form for almen sygeforsikring. Californien er den største af de 22 stater, hvor demokratiske vælgere i morgen skal stemme på deres foretrukne kandidat.
»Jeg mener, at jeg har bevist, at jeg kan rette op på økonomien, og at jeg er klar til at besejre republikanerne og blive øverstbefalende for de væbnede styrker«, sagde Clinton og understregede, at USA ikke en gang til kan holde til at stemme på en kandidat og så bagefter blive overrasket over kandidatens politik. Det skete ifølge Clinton med valget af George W. Bush.
»Den bedste måde at forhindre det på er ved at vælge en kandidat, der siger, hvad hun vil gøre«. Ifølge Hillary Clinton er Barack Obama blevet »uklar« i sine udmeldinger.
Obama holdt i går vælgermøde i Idaho, hvor han forsøgte at mane to indflydelsesrige vælgergruppers skepsis i jorden. Han forsikrede, at han tror på Jesus, og erklærede, at han ikke har til hensigt at tage borgernes skydevåben fra dem.