K advarer strejkende efter dødsfald

Lyt til artiklen

Hos det konservative regeringsparti bliver der ikke set med milde øjne på den seneste udvikling i strejken. En hjertepatient er død som følge på en aflyst operation, skriver Ekstra Bladet. Og når strejken koster menneskeliv, så »bliver det alvor«, siger arbejdsmarkedsordfører for de konservative Knud Kristensen. K: Revurder situationen »Et dødsfald eller noget lignende må få os som politikere til at sige, at nu begynder det at blive alvorligt«, siger han til politiken.dk. Er det på tide, at regeringen træder til med et indgreb? »Inden, man truer med et indgreb, så vil jeg i første omgang appellere til meget til, at man bør tage situationen op og revurdere den. Jeg vil sige, at det er det gule kort«. »I første omgang siger jeg, at dette er det gule kort. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at det er menneskeliv, det går ud over. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for borgerne i det danske samfund«, siger Knud Kristensen. Hverken Dansk Folkeparti eller Venstre ønsker at udtale sig på baggrund af den konkrete sag. S stoler på nødberedskabet Politisk ordfører for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen fastholder, at han tror på, at nødberedskabet virker. »Hvis det er sandt, at der er nogen, der er døde, så er det dybt tragisk. Og det kan kun få mig til at ønske endnu stærkere, at man finder en løsning på området. Men vi har fået at vide, at der er et forsvarligt nødberedskab, så det regner vi med«, siger Henrik Sass Larsen til politiken.dk. Ledende overlæge ved hjerteafdelingen på Skejby Sygehus ved Århus, Claus Brøckner Nielsen, bekræfter over for Ekstra Bladet, at en mandlig hjertepatient døde 9. maj, efter at hans operation var blevet aflyst. Skejby er atter fuldt bemandet Patienten skulle have været indlagt 15. april, samme dag, som strejken startede. »Sandsynligheden for, at han havde levet i dag, hvis han ikke var blevet aflyst, er meget stor. Men det forudsætter naturligvis, at vi kunne behandle ham. Vi synes altid, det er trist, når patienter på venteliste dør. Og denne sag er mindst lige så trist«, siger overlægen til avisen. Dødsfaldet kom netop som tre ud af fire afsnit på hjerteafdelingen på Skejby Sygehus atter er fuldt bemandet efter flere ugers nødberedskab.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her