Mandelas børn vokser fra hans historie

Som tidligere politisk fange kan Vincent Diba nogle historier, der burde være forbudt for børn under 12 år. Men som rundviser på Nelson Mandelas fangeø, Robben Island, er det hans job at fortælle en ny generation om Sydafrikas racistiske fortid, så de ikke gentager dens fejltagelser. »Jeg var i fængsel, fordi jeg blev tiltalt for terrorisme og mord«, siger han til en femteklasse fra en af Cape Towns skoler. Børnene gisper højlydt og ser et øjeblik ud, som om de ikke er helt trygge ved Vincent Dibas selskab. »Hvem slog du ihjel?«, spørger en pige. »Jeg myrdede aldrig nogen og var aldrig til stede, hvor nogen blev myrdet. I må huske på, at dette var tilbage i apartheidtiden, hvor hvide mennesker regerede over sorte. Det var en tid, hvor børn i modsætning til i dag ikke havde nogen rettigheder og hvor regeringen skød og dræbte børn«. Nye gisp og vantro miner. For eleverne er såkaldte Born Frees født efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994. Så hvad betyder apartheid for dem? »Uuuh, det er et svært spørgsmål«, svarer en pige. »Det betød, at hvide ikke ville dele med sorte. De var jaloux på dem«. »Min fars mor var i apartheid«, siger en anden. »Det var ikke rart, det var strikt, det var grimt, det var uartigt«. En farvet pige fortæller, at hendes bedsteforældres hus blev væltet med en bulldozer, fordi det lå i et område, der var tiltænkt hvide. »Min bedstefar var hvid, og hans kæreste havde en slags sort hud. Så de måtte tage et andet sted hen og blive gift«, siger en farvet dreng, hvis ansigtstræk to generationer senere er som det ny Sydafrika: Blandet af alverdens racer. Pigtråd og vagttårne Vincent Diba byder børnene velkommen uden for fængslet med en smagsprøve på den disciplin, han selv oplevede på den anden side af den grå stålport: »Før vi begynder, vil jeg stille jer et spørgsmål: Hvad skal vi gøre med dem, der laver larm indenfor? Sende dem udenfor? Er vi alle enige om det?«. »Ja«, svarer eleverne. Selv om nogle af dem på vejen mest har glædet sig til øens pingviner, er der jo en vis fascination ved at stå uden for de høje grå mure med pigtråd på toppen og vagttårne i hjørnerne. Lige inden for indgangen får børnene historien om den skrappe brevcensor, der holdt til oppe ad en lille trappe og reducerede mange af Dibas breve til nogle få høflighedsfraser. I fængselsgården fortæller han, hvordan det første manuskript til Mandelas selvbiografi, ’Vejen til Frihed’, var gravet ned i den lille strimmel jord, som fangerne kaldte Paradisets Have. Inde i en af cellerne forsøger Vincent Diba at få gang i en dialog om arv. Kulturarv, politisk arv. Men den eneste arv, som børnene har hørt om, er »de penge, man får fra ens familie, når nogen er død«. Har du set en spedalsk? Vincent Diba har noget mere filosofisk i tankerne: »Robben Island repræsenterer frihedens sejr over undertrykkelsen. Den frihed må I ikke lege med. Lad den ikke forsvinde mellem jeres fingre«, siger han til børnene. Men deres fascination ligger et helt andet sted. »Har du nogensinde set en spedalsk«, spørger en dreng, for hvem Dibas historier fra apartheid åbenbart er lige så fjerne som øens fortid som koloni for spedalske i det 19. århundrede. Andre af børnene vender konstant og ganske naturligt tilbage til det spørgsmål, der optager enhver fængselsgæst bag klaustrofobiske mure fra Alcatraz til Vridsløselille: Har nogen haft held til at flygte herfra? »Nu skal vi ikke tale om flugt, men om arv«, siger Diba. Siden forklarer han, at Mandela og de øvrige politiske ledere forbød medfangerne at undvige. I stedet skulle de blive siddende som verdenskendte symboler på apartheids urimelighed og vente på det hvide styres undergang. Jo mere Diba taler, jo mere urolige bliver børnene. Spørgelysten er enorm. Han har kun begrænset held med at minde dem om sin tidligere trussel om udsmidning for larm, som han nu omtaler som deres egen regel: »Som tidligere politisk fange kan jeg fortælle jer, at hvis man brød gruppens regler, blev man frosset ud. Så fik man ikke noget, når vi slog vores portioner af aftensmad sammen«. Slikkepinde og gamle minder Det er på én gang kolossalt befriende og tåkrummende hjerteskærende at se børn uden tyngende historisk bagage, der er lige så optaget af deres medbragte slikkepinde som af Dibas smertelige minder. Men føler han, at børnene tager deres frihed og Sydafrikas demokrati for givet? »Ja, jeg gør. Ind imellem bliver jeg irriteret, når børnene ikke lytter, enten fordi de ikke har nogen forbindelse til historien, eller fordi de simpelthen er ligeglade«, siger Vincent Diba, da vi senere diskuterer hans særlige job. »Nogle gange bliver jeg vred og sender dem udenfor. Men til andre tider fortryder jeg og tænker: Det er ikke fair, det er jo blot børn. Så slipper jeg dem løs og lader dem udforske stedet. Så kommer de gerne tilbage med spørgsmål«. Besøget ved Nelson Mandelas celle plejer at vække interessen hos selv de mest flyvske af ungerne: »Normalt bliver de chokerede over at se, hvor lille den er – 2 gange 2,5 meter«. Når man selv blot er 12 år, bliver 18 år under den slags forhold pludselig meget konkret. Og efter knap tre timer på øen synes en større andel af børnene at forstå, hvorfor Vincent Dibas oprindelige afsked med Robben Island var »som at få løftet en meget tung sten af skuldrene«. »Mandela sad her, for at vi kunne få vores frihed og uddannelse«, siger en af eleverne på kajen, mens vi venter på båden. En anden har en endnu kortere opsummering af Vincent Dibas budskab: »Det her gør mig stolt af at være sydafrikaner«. Arven fra Robben Island Hverken for Nelson Mandela eller Vincent Diba sluttede historien om øen, da de blev løsladt. Det var på Robben Island, at Nelson Mandela samlede de første stumper til den strategi om forsoning med det hvide mindretal, der senere gjorde ham til landets første sorte præsident: »Selv i de mørkeste tider i fængslet, da jeg og mine kammerater blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående«, skriver han i ’Vejen til Frihed’. For Vincent Diba blev minderne indholdet i et arbejde, som han regner for opfyldelsen af en barnedrøm: »Jeg lyttede under min opvækst til radio og hørte nyheder om ufred og folk, der sloges. Jeg havde en ambition om at blive diplomat og skabe fred. Men det arbejde, jeg gør på øen, er langt vigtigere«. Selv om nutidens børn har svært ved at forholde sig til fortiden, har Diba opdaget, at Robben Islands – og Mandelas – budskab om undertrykkelsens uhyrlighed og befrielsens mulighed har global appel. Det ser han ikke mindst, når han viser amerikanere rundt på øen. »De græder og spørger, om jeg tror, at USA kan spille en mere positiv rolle i verden, nu da deres image er plettet over hele kloden«, siger han. »Det har at gøre med Guantánamo, med tortur, med krigen i Irak og alle løgnene. Amerika repræsenterede jo en gang håb, også for os, som et land, der repræsenterede frihed. Men nu føler amerikanerne, at deres troværdighed er blevet udhulet. Derfor vil de have forandringer«. Vincent Diba genkender i Barack Obamas fremstormen den vilje og evne til opgør med fortiden, som Mandela medbragte fra Robben Island. »Han repræsenterer håbet om, at i fremtiden vil race ikke længere være et problem – ikke bare i USA, men i hele verden«.