Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, giver ikke meget for den nye undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, der viser, at kontanthjælpsmodtagere er blevet bedre til at betale deres regninger. »Man kan ikke bruge en interviewundersøgelse af nogle enkelte kontanthjælpsmodtagere til at konkludere, hvordan alle på kontanthjælp har det. Jeg mener ikke, at det kan bruges til at sige, at kontanthjælpsmodtagerne i Danmark har det godt«, siger Mette Frederiksen. Kæmpehyre i Nordsjælland Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har brugt undersøgelsen til at håne oppositionens kritik af kontanthjælpsloftet. Men Mette Frederiksen holder fast. »Jeg synes, at ministeren forholder sig meget virkelighedsfjernt. Han sidder i Nordsjælland med en kæmpehyre og konkluderer, at det går godt, mens der er kontanthjælpsmodtagere, der ikke har råd til at gå til tandlægen og købe sko. Det synes jeg er dybt problematisk«, siger Mette Frederiksen. Men er det ikke positivt, at flere kontanthjælpsmodtagere betaler deres regninger? »Jo, selvfølgelig er det det. Men det er ikke positivt, at næsten halvdelen ikke kommer til tandlægen. Og det er heller ikke positivt, at så mange bliver smidt ud af deres lejligheder, fordi de ikke kan betale deres huslejer«, siger Mette Frederiksen. Virkeligheden lyver ikke Socialordføreren mener, at virkeligheden fortæller en anden historie, end den hun hører fra Claus Hjort og den nye undersøgelse. »Undersøgelsen ændrer ikke ved det, vi kan se i virkeligheden. Nemlig, at antallet af mennesker, der ikke har råd til at betale deres husleje er steget eksplosivt. Og at antallet af fattige børn også er steget voldsomt. Jeg synes, at det er mærkeligt, at man i en undersøgelse, der viser, at halvdelen lader være med at gå til tandlæge, kan udlægge det, som om de har det godt«, siger Mette Frederiksen. »At næsten 40 procent siger, at de har undladt at købe fodtøj, kan man ikke lige frem kalde prangende i et velfærdssamfund anno 2007«, slutter socialordføreren.
S: Claus Hjort er fjernt fra virkeligheden
Lyt til artiklen