Stod det til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) personligt, slog han gerne kirkedøren op for homoseksuelle brudepar. Men alligevel vil han ikke ændre loven, så det bliver muligt. Det kom frem på et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg i dag. Samrådet var indkaldt af socialdemokraten Mogens Jensen. »Når statsministeren personlig har udtalt, at han finder det rimeligt, at homoseksuelle kan blive viet i kirken, så vil jeg gerne her høre, hvordan den personlige holdning kan blive levet ud«, sagde Mogens Jensen. Ingen kirkelig vielse Dermed henviste han til en meget debatteret udtalelse fra Anders Fogh Rasmussen fra januar 2004, hvor statsministeren sagde, at han personlig mente, at folkekirken skulle tillade, at homoseksuelle kunne vies i kirken. Som reglerne er i dag, må kirker ikke - selv om de ville - vie folk af samme køn. Folkekirken kan dog velsigne homoseksuelle par. Fortalerne for en lovændring - som foruden Socialdemokraterne tæller Radikale, Enhedslisten og Simon Emil Amnitzbøll - mener, at loven er diskriminerende. Ønsker kønsneutral lovgivning De mener ikke, at man skal pålægge kirken at vie homoseksuelle, men de mener, at lovgivningen skal være kønsneutral. Det er lovgivningen i Norge, og også den borgerlige regering i Sverige fremlægger i marts en lovforslag om en kønsneutral ægteskabslovgivning. Men Fogh er ikke parat til at ændre loven i Danmark. Det vil han først gøre, når folkekirken selv beder om en lovændring. Fogh: Lovændring vil skabe splid »Af historiske grund er der i dag i lovgivningen et forbud mod, at præster kan vie homoseksuelle, og det er min opfattelse, at vi derfor ville lægge et politisk pres på blandt andet folkekirken, hvis vi ændrede lovgivningen«. Fogh mente desuden, at det ville skabe »splid og spektakel« i folkekirken. Han efterlyste derfor en klar meningstilkendegivelse fra kirken, når man var parat til at ændre praksis. Det fik oppositionen til påpege, at folkekirken heller ikke bad om at få kvindelige præster i 1948, da loven muliggjorde det. Og desuden til at spørge, hvem i folkekirken, der skal udtrykke et sådant ønske, når den danske folkekirke netop er kendetegnet ved, at der ikke er et åndeligt overhoved eller et landskirkeråd, som kan tale på hele kirkens vegne. Biskopperne skal sige til Anders Fogh Rasmussen pegede her forsigtigt på landets biskopper. »Jeg går ind for en folkekirkeordning, hvor der ikke er en synode eller et kirkeråd, og hvor ingen kan føre politik på folkekirkens vegne, men når biskopperne har diskuteret det, så må vi lytte til dem«, sagde Anders Fogh Rasmussen og henviste til en udtalelse fra biskopperne om, at nye ritualer på området ville »true det kirkelige fællesskab«. Homoseksuelle føler sig forskelsbehandlet I Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er der ærgrelse over, at Fogh ikke vil ændre loven. De synes, at loven er udtryk for »usaglig forskelsbehandling«. »Der er troende medlemmer, som det vil betyde meget for, men det er ligeså meget et diskriminationsspørgsmål. Når staten kun har givet trossamfund lov til at vie par af samme køn, er det staten, der instruerer diskriminationen«, siger foreningens retspolitiske talsmand Søren Laursen, der var til stede ved samrådet. Ifølge foreningens oplysninger er det velsignelsesritual, der findes i folkekirken for homoseksuelle identisk med det for heteroseksuelle i halvdelen af landets stifter. Fogh sagde under samrådet, at han mente, at folkekirken en dag ville være klar til at åbne for at vie homoseksuelle, og at han med sin meningstilkendegivelse bidrog til udviklingen. Men kirkedøren er altså stadig lukket.
Ingen hjælp til homoseksuelle fra Fogh
Lyt til artiklen