Hundeæde

Hvad skal en far svare på sit barns selvfølgelige spørgsmål: »Hvorfor skal jeg spise hundeæde i børnehaven, når du får god mad i kantinen på dit arbejde?«. Der er ingen nemme svar på det spørgsmål. Forløbet om madordninger i vuggestuer og børnehaver har til overflod vist, at ærlighed her vil være uforeneligt med ønsket om at opdrage barnet til respekt for samfundsinstitutioner. For skåret ind til benet må svaret være, at børn skal have æggehørmere i madpapir, mens far og mor hygger sig med friskskyllet ruccola og lune retter ved kantinebuffeten, fordi der ikke er vilje til at prioritere. Fordi vi, på trods af at vi lever i et af verdens rigeste lande, ikke vil betale, hvad et anstændigt måltid til vores børn koster. Fordi vi hellere vil bruge penge på at bekæmpe fedme og gammelmandssukkersyge end sørge for god mad og tid og rum til at spise det. Fordi der i dette land hersker en madpakkeromantik formuleret af småborgerlige hattedamer, som står i vejen for fremskridt. Er det for hårdt sat op? Regeringen har jo krævet af kommunerne, at de løser opgaven, vil nogle indvende. Og givet dem mulighed for at kradse penge ind fra forældre, så der kan komme madduft i institutionerne. Det er sandt. Men kombineret med skattestop og snævre økonomiske rammer er det en gentagelse af læresætningen om, at intet er umuligt for den, som ikke skal gøre det selv. Betyder det så, at kommunerne blot kan melde madhus forbi og skyde skylden på den borgerlige regering? Vel gør det ej. For der er kommuner, som evner at lave god mad til deres yngste medborgere. Hvis kommunerne brugte samme energi til at finde løsninger, som de nu bruger på at forklare, hvorfor det ikke kan lade sig gøre, var meget nået. Midt mellem stat og kommune står så forældre og børn og ser med undren på, at kassetænkning er blevet til madkassetænkning. Efterfulgt af et spil politisk sorteper i frikvarteret. Tænk, hvis vi kunne spole tiden tilbage. Tænk, hvis stat, kommuner og borgere i kor råbte: Vi vil have ordentlig mad til ungerne. Fra vuggestue til afgangsprøve. Lavet på stedet. Og ja, det kommer til at koste. Enten på skattebilletten eller som egenbetaling, men hvis vi vil, har vi råd. Det kommer desværre ikke til at ske. Så i det lys er det forståeligt, når forældre lakonisk konstaterer i debatten på Politiken.dk og i avisen: Hvis det er niveauet, så hellere madpakken. Velbekomme. fugl