Kamp på flankerne

Angreb er det bedste forsvar. Sådan har taktikken lydt hos Dansk Folkeparti siden 2001. Men her efter forsvarsforliget – hvor SF for første gang i partiets 50-årige historie blev lukket ind – er rollerne byttet rundt: Dansk Folkeparti har måttet indkassere et symbolsk nederlag, mens folkesocialisterne kan triumfere. SF’erne er ligefrem frække nok til at hævde, at de borgerlige »har sviget soldaterne i årevis«. Nu er det SF, der er i offensiven, mens Dansk Folkeparti må trække sig stille tilbage og konstatere, at forsvarsminister Søren Gade (V) for en gangs skyld ikke ville bruge udenrigs- og sikkerhedspolitikken til at føre snæver indenrigspolitik. Selv om Dansk Folkeparti og nationalkonservative kræfter i Venstre til det sidste forsøgte at presse SF ud, holdt forsvarsministeren fast i, at et forsvarsforlig rent faktisk skal handle om arbejdsforholdene for soldaterne, ikke kun om det parlamentariske fedtspil i Folketinget. Resignerende måtte Dansk Folkeparti konstatere, at kun »krav om atomvåben« kunne have skubbet SF væk fra forhandlingsbordet. Og så langt rækker Pia Kjærsgaards indflydelse trods alt ikke. Længere. HELDIGVIS er der nu indgået et kompromis, som sikrer de udsendte soldater en bred politisk opbakning her på hjemmefronten og mere moderne udrustning ude i felten. Med støtten til forsvaret har SF endegyldigt manifesteret sig som et ansvarligt parti, der er villig til at krydse ind over midten for at opnå brede forlig og tilmed på et højspændt område, der tidligere var et kardinalpunkt for partiet. SF har systematisk fjernet alle barrierer for at træde ind i en regering med ministerposter efter næste valg. Til klar forskel fra Dansk Folkeparti. Men pragmatismen må ikke drives for vidt. Det er i sandhed en ny tid, når SF skal til at passe på med kompromisvilligheden. Støtten til rammerne for forsvaret må ikke udarte i en kritikløs accept af forsvarspolitikkens konkrete udformning, f.eks. i Afghanistan. SF udspiller hurtigt sin rolle, hvis partiet ikke fortsat evner at danne kritisk modvægt. Samlet set har oppositionen vundet et vigtigt slag, men endnu ikke kampen om magten efter næste valg. Den anden store fordel ved forsvarsforliget er nemlig, at VK-regeringen endelig viser mod til at bryde den ensidige blokpolitik og dermed åbner op for at føre en mere afbalanceret politik. Alt i alt en positiv udvikling for hele Danmark.