Aftalt spil

Discount lyder billigt. Store papkasser, lysstofrør og små slagtilbud er sat i scene for at skabe den rette stemning af sparsommelighed. Koreografien er effektiv: Som kunde tror man umiddelbart på det skrabede udtryk hos supermarkederne – og illusionen om, at man gør en god handel. Men virkeligheden er en anden. Reelt snyder man som oftest sig selv. Som Politiken har afsløret hen over weekenden, er priserne på de almindelige basisvarer påfaldende ens i landets lavprissupermarkedskæder: Rugbrød, havregryn og spaghetti koster nøjagtig det samme. Konkurrencen på dagligvaremarkedet fungerer så påfaldende ensartet, at de fleste varer koster præcis det samme – uanset varemærket. Dette mærkelige mønster kan kun skyldes to ting: enten kartellignende prisaftaler mellem kæderne eller en rå junglelov på et frit marked. Udviklingen tyder desværre på, at der ikke er tale om det sidste. Priserne i de danske discountsupermarkeder er nemlig højere end i vores nabolande. Danskerne betaler således for meget, ofte for dårligere produkter. I det skjulte synes kæderne at være blevet enige om at holde priserne kunstigt og gensidigt oppe. Derved snydes de danske forbrugere systematisk til at betale overpriser for de daglige fornødenheder. SAMMENLIGNINGER med udlandet er afslørende: Priserne i danske discountbutikker svinger nemlig heller ikke i takt med priserne på verdensmarkedet. Selv om priserne på fødevarer i de senere måneder er faldet globalt, har supermarkederne i mange tilfælde hævet priserne ude i butikkerne. Den besparelse, som lavere fødevarepriser burde skabe, gives ikke videre til forbrugerne, men stikkes i stedet lige ned i supermarkedernes egne kasser. Hvis lavprissupermarkederne konkurrerede reelt på pris, ville forbrugerne jo straks kunne mærke svingninger i de globale fødevarepriser. At det ikke sker, viser, at dagligvaremarkedet er præget af markedsfejl, som gør det kunstigt dyrt at være dansker. Det har alle dage været dyrt at være fattig. Nedturen gør ondt værre. Netop derfor må og skal vi ikke tillade, at supermarkederne gør det endnu dyrere at være fattig ved at fingerere med priserne. Konkurrencestyrelsen må til at gribe langt mere kontant og konsekvent ind over for tendenser til prisaftaler. Markedskræfterne fungerer nemlig kun, hvis firmaerne tvinges til at konkurrere åbent med hinanden. Discountskilte må i hvert fald ikke narre os til at tro, at priserne ikke kunne være meget lavere.