Cavendish straffet for ukorrekt spurt

Lyt til artiklen

Team Columbia spillede højt og tabte markant på den 199 km lange 14. etape fra Colmar til Besancon. For ikke alene glippede satsningen på, at dagens lange udbrud med George Hincapie som en af deltagerne, ville holde hjem med så stort et forspring, at den amerikanske veteran ville overtage førertrøjen fra italieneren Rinaldo Nocentini.. Det amerikanske mandskabs supersprinter Mark Cavendish gik også glip af vigtige point i kampen om den grønne pointtrøje, da han optrådte så ukorrekt i hovedfeltets spurt om 13. pladsen, at juryen besluttede at deklassere ham til placeringen som nr. 154 og sidst i den gruppe, der nåede til mål 5.36 min. efter den russiske vinder Sergej Ivanov (Katusha). Cavendish pressede Hushovd I den tætte opløbskamp om de meget sekundære, men altså også særdeles betydningsfulde placeringer, pressede Cavendish nordmanden Thor Hushovd (Cervélo) så voldsomt, at denne umiddelbart efter målpassagen rakte armen protesterende i vejret. Og efter at have studeret videon, var officials heller ikke i tvivl – Cavendish havde overtrådt reglerne og skulle derfor ikke have de 13 point, han ellers ville have scoret. Hushovd øgede sin føring De tilfaldt i stedet Hushovd, der dermed sammenlagt fører med 218 mod englænderens 200, og det minus kan det vise sig uhyre vanskeligt for den firedobbelte etapevinder at udligne. I løbet resterer nemlig nu kun én mulighed for massespurt – på finaledagen i Paris. Og ligeså sandsynligt det er, at Cavendish triumferer i den franske hovedstad, ligeså indlysende forekommer det, at Hushovd slutter så tæt på ham, at det i hvert fald ikke er ved den lejlighed, englænderen skal indhente det tabte terræn. Satsning så ud til at lykkes På forhånd var Cavendish tillagt store chancer for at vinde dagens etape, men da et udbrud på 13 mand tidligt kom af sted, og Hincapie var med, valgte Team Columbia at forholde sig passivt i feltet. Satsningen gik helt oplagt på, at offensiven ville vise sig så vellykket, at Hincapie kunne udligne det minus på 5.25 min., han inden etapen havde til Rinaldo Nocentini (Ag2r), og det syntes da også at lykkes. Afstanden nåede helt op på næsten ni minutter, men mod slutningen lykkedes det Ag2r at øge tempoet i feltet så meget, at italieneren lige netop bevarede den gule trøje med fem sek. til Hincapie. Kørte alene 11 km fra mål 11 km fra mål valgte Sergej Ivanov at køre solo, og ingen af de øvrige i udbruddet formåede svare igen. Den russiske mester holdt hjem med et forspring på 16 sek. til ireren Nicolas Roche (Ag2r), mens Hincapie susede i mål som nr. 9. Også franskmanden Christophe Le Mevel (Francaise des Jeux) fik udbytte af sin deltagelse i dagens fremstød, idet han avancerede til femtepladsen sammenlagt, mens favoritterne til de endelige topplaceringer alle kom til mål i det store hovedfelt. Jens Voigt rasede Team Saxo Bank havde oprindelig Jens Voigt med i udbruddet, men han punkterede og mistede så meget tid ved et langsomt hjulskift, at han valgte at lade sig falde tilbage til hovedfeltet. Inden nåede han dog at skælde voldsomt ud på folkene i den neutrale servicevogn, der efter den tyske veterans opfattelse helt åbenlyst havde været alt for fummelfingrede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her