Diktatur

Den afgrundsdybe krise i præstestyret viste sig igen i forgårs, da Mahmoud Ahmadinejad blev taget i ed i parlamentet som genvalgt præsident. Krisen betød mange tomme stole, da reformistiske parlamentarikere og flere medlemmer af regimets ledende organer blev væk. Ceremonien var omkranset af sikkerhedsstyrker, som officielt var på flere tusinde, over for også flere tusinde demonstranter, som endnu engang trodsede forbuddet imod masseforsamlinger. Splittelsen i regimets top viste sig også i fuld flor mandag, da den øverste leder, ayatollah Khamenei, velsignede Ahmadinejads genvalg. De omfavnede hinanden akavet og uden alle kyssene fra præsidentens første indsættelse i 2005. Nu spekulerer selv i konservative og systemtro medier i, om Ahmadinejad overhovedet kan sammensætte en regering, som parlamentet vil godkende. Den ledende konservative avis Hamshari kræver »en effektiv, religiøs og klog regering«, en slet skjult hentydning til den udbredte utilfredshed med Ahmadinejads hidtidige regering, domineret af folk fra Revolutionsgarden og med kun en enkelt præst. Højt op i præsteskabet stilles nu også spørgsmål ved Khameneis magt, efter at han besvarede demonstrationer imod resultatet af valget 12. juni med våbenmagt og har tilladt skueprocesser imod omkring 120 demonstranter, reformpolitikere, journalister og universitetsfolk. Skueprocesserne blev indledt som optakt til Ahmadinejads indsættelse. Når det end ikke blev forsøgt at give det noget skær af fair retssager, var det formentlig bevidst. Det skulle tjene til skræk og advarsel at gøre det klart, at diktaturet er grænseløst. Baggrunden er tragisk, men de fortsatte protester er lovende. I snart to måneder har tusinder og atter tusinder trodset overmagten med livet som indsats og på beundringsværdig fredelig vis. Troubadouren Wolf Biermanns ord i en anden sammenhæng kan bruges om den iranske frihedsbevægelse: »Blid, måske lidt for blid, som alle sande revolutionære«. Et par sten imod det religiøse tæskehold Basij og imod revolutionsgardister er det blevet til. Ikke mere. Men protesten fortsætter med en utrolig opfindsomhed, der heldigvis ingen ende synes at tage. Ahmadinejad kan kun styre med terror imod sin egen befolkning. Og det kan jo ikke kaldes statsledelse, men overmagtens svaghed.