Flere af de afviste irakiske asylansøgere, der lige nu gemmer sig for de danske myndigheder, er tilsyneladende gået under jorden efter råd fra deres advokater. Kåre Traberg Smidt, der er advokat for adskillige afviste irakiske asylansøgere, siger, at han aldrig opfordrer sine klienter til at skjule sig for myndighederne. »Men hvis de spørger mig, hvad konsekvenserne er ved at gå under jorden, så har jeg pligt til at rådgive dem og fortælle, at der kan være både positive og negative følger«, siger han og fortsætter: »Nogle af de positive konsekvenser kan være, at de irakiske myndigheder stiller krav om, at familier skal sendes tilbage samlet. Så hvis et familiemedlem går under jorden, kan resten af familien ikke sendes tilbage«, siger han og oplyser, at to af hans klienter er gået under jorden, hvilket betyder, at de danske myndigheder ikke kan udsende deres familiemedlemmer. Får et tiggerliv Er disse to klienter gået i skjul på råd fra dig? »Det er muligt, men jeg udtaler mig ikke om konkrete sager«. Også flygtningeadvokat Helge Nørrung siger, at han ikke direkte opfordrer sine klienter til at gemme sig. »Men hvis jeg kan mærke på en klient, at han frygter for sit liv, så vil jeg ikke fraråde ham at gå under jorden. Men jeg siger, at det kan blive hårdt, fordi han vil få et tiggerliv«, siger han. Vred Birthe Rønn Det har vakt betydelig vrede i den danske regering, at Foreningen Asylret i går i Politiken udtalte, at de opfordrer danskere til at gemme afviste irakiske flygtninge. Ifølge foreningen lever cirka 90 irakere lige nu i skjul. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) mener, at foreningen derved overtræder loven. »Det er strafbart at bistå en udlænding med ulovligt at opholde sig i landet«, siger hun og understreger, at det også gælder dem, »der med råd og dåd bistår«. Hun vil dog overlade det til politiet at vurdere, om der er grundlag for en straffesag. Københavns Politi overvejer ifølge kommunikationschef Lars-Christian Borg, om de har materiale nok til at retsforfølge Asylret. »Det springende punkt er, om man er medvirkende, hvis man ved, at nogle holder en flygtning skjult, eller hvis man opfordrer nogle til at skjule en flygtning«, siger han. Aktivisterne i Asylret tager foreløbig et muligt sagsanlæg med sindsro. »Nu må vi se, hvad der sker«, siger talsmand Said Parihan. Ikke strafbart Ifølge professor i strafferet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard er det ikke strafbart, hvis man generelt opfordrer andre til at skjule flygtninge. »Opfordringen skal være konkret, som hvis man siger til sin nabo: Her er Muhammad. Han risikerer at blive sat på et fly. Kan du ikke have ham boende«, siger Jørn Vestergaard, som ikke tror, der vil komme en stor sag. »Der er tilsyneladende mange mennesker involveret, og deres bistand indskrænker sig for de flestes vedkommende til små medmenneskelige gerninger. Men det kan ikke udelukkes, at de mest ihærdige aktivister vil komme i søgelyset, og de risikerer en bødestraf«. Flere støtteorganisationer til de afviste irakiske flygtninge siger direkte, at de i visse situationer ikke vil tøve med at overtræde loven. »Vi opfordrer aldrig folk til at gå under jorden. Men vi forstår godt, at folk gør det, og vi hjælper dem, der er endt i den situation«, siger Michala C. Bendixen, talsmand fra Komitéen Flygtninge under Jorden. Sognepræsten Leif Borch Hansen, der er medlem af Bedsteforældre for Asyl, er tidligere blevet straffet for at skjule flygtninge. Han vil ikke sige, om han opfordrer afviste flygtninge til at gå under jorden. Men han vil godt sige, hvad han vil gøre, hvis en afvist iraker banker på hans dør. »Når man står over for nogen, der er totalt værgeløse, og du er overbevist om, at de ikke kan vende tilbage, så bliver man nødt til at skjule dem«, siger han. Et andet medlem af Bedsteforældre for Asyl, Gerd Gottlieb, siger: »Jeg vil ikke opfordre nogen til at gå under jorden. Men hvis nogen bankede på min dør, ville jeg hjælpe. Når de danske myndigheder ikke følger reglerne, hvorfor skulle vi så«.
Advokater: Det kan gavne irakere at skjule sig
Lyt til artiklen