Selv om arbejdet gør ondt, eller feberen får sveden til at pible frem på panden, vælger et stigende antal danskere at bide tænderne sammen og gå på arbejde. Syv ud ti går på arbejde, selv om de er syge, og den økonomiske krise gør kun det hele værre. For her frygter danskerne at blive fyret, hvis de har for mange sygedage. Antallet af danskere på sygedagpenge er nu det laveste siden midten af 2006.
Folk føler sig mindre sikker i ansættelsen
Både det korte og længerevarende sygefravær er faldet under krisen, viser tal, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) offentliggør i Nyhedsbrevet Agenda.
»De økonomiske konjunkturer er blevet dårligere, hvilket kan betyde, at folk føler sig mindre sikre i deres ansættelse i dag. Derfor er danskerne mere tilbageholdende med at melde sig syge og vender hurtigere tilbage i arbejde, når de er sygemeldt«, forklarer seniorforsker Jan Høgelund fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.
Han har forsket i sygefravær og understreger, at flere udenlandske undersøgelser viser, at når ledigheden og dermed fyringsrisikoen stiger, så falder sygefraværet. Samme forklaring har en af Danmarks førende arbejdsmiljøeksperter.
»Det er en af de faste sammenhænge i forskningen om sygefravær, at fraværet er højt, når der er højkonjunktur, og lavere, når der er lavkonjunktur. Faldet i sygefraværet har været ventet, siden krisen begyndte«, siger professor Tage Søndergård Kristensen.
På lang sigt kan man blive rigtig syg
Omregnet til fuldtidspersoner var der i juli 77.000 på sygedagpenge.
Det er 25 procent færre, end da tallet toppede for halvandet år siden, da 102.000 modtog sygedagpenge. Samtidig er danskerne sygemeldte i kortere tid. Kun de, der har været på sygedagpenge i mere end to år, bliver der lidt flere af. Arbejdsmiljøforskere advarer imod at arbejde, når man er syg: »Det er skadeligt for de ansattes fysiske og psykiske helbred, når de ikke bliver hjemme og sørger for at bliver raske. Man har på lang sigt større risiko for at blive rigtig syg og indlagt på hospital«, siger Tage Søndergård Kristensen. DA kender godt tendensen