Martin Lidegaard fra Concito mener, at Cepos og Cevea står med begge ben solidt plantet i fortiden. Martin Ågerup - har han ret? »Retorikken giver jo minder om dengang, nogle mente, vi havde fået en ny økonomi, hvor de gamle regler ikke gælder mere, og hvor økonomiske kriser var afskaffet. Ideen om, at alt det gamle er forældet, dukker op i ny og næ og er som regel et tegn på, at vi har gang i en ny boble. Lige nu er det klimaboblen. Alt er forældet, hvis det ikke har en klimavinkel«. »Selve diskussionen er aldeles ikke ny, men ældgammel. Der er dem, der mener, man opnår bæredygtighed ved at bremse og styre udviklingen, og der er dem, der mener, det fri marked og høj økonomisk vækst sikrer bæredygtighed. Vores udgangspunkt i Cepos er, at jo mere velstand og teknologisk udvikling du har i et samfund, jo bedre muligheder har du for at passe på naturen«.
»Det er rigtigt, at økonomisk vækst på et tidligt tidspunkt i industrialiseringen har bidraget til forøget forurening, men efter et vist punkt, som vi er kommet over, bidrager vækst til nedbringe forureningen. Et frit marked med incitamenter til at udvikle ny teknologi vil skabe vækst og sikre bæredygtighed på lang sigt«. Martin Lidegaard inviterer jer ind i kampen om det 21. århundredes udfordringer. Vil du tage imod hans invitation? »Han har ingen position, hvor han kan invitere mig noget som helst sted hen. Både han, Jens Jonatan og jeg befinder os i det 21. århundrede, og dybest set er det en ret nedladende invitation, hvor han påstår at have set lyset i modsætning til os andre«. »Men Cepos vil meget gerne give nogle frimarkedsorienterede og mere gennemtænkte bud på klima- og miljøpolitik end dem, Concito har leveret indtil videre. Vi foreslår for eksempel indførelse af en global CO2-skat i stedet for en fortsættelse af regimet med bindende reduktionsmål, som var en fiasko under Kyoto, og som også vil være det i fremtiden«.