Når der ikke er olympisk triumf eller VM-guld at løbe efter, så må verdens bedste atleter finde på noget andet at tage sig til. 2010 er en slags hverdag for Usain Bolt & Co., og netop derfor har atletikkens nye globale stævneserie, Diamond League, en chance for at blive en succes. Langt fra atletikkens traditionelle fanhøjborg, Europa, tager sportens internationale elite i aften hul på den ambitiøse satsning, der skal fastholde atletik som trækplaster for tilskuere og tv-seere ved at sørge for langt flere højt profilerede dueller mellem især verdens hurtigste mennesker.
Qatars hovedstad Doha lægger flotte faciliteter til, og belønningen i det fjerne er blandt andet et diamantbesat trofæ til den bedste i hver disciplin. Foreløbig er initiativet blevet godt modtaget, for med underskrifter på kontrakter med en række af sportens største navne ser det ud til, at Det Internationale Atletikforbund (IAAF) får den præsentation af de bedste og mest spændende dueller, som budgettet på omkring 300 mio. kr. har skabt forventninger om. Usain Bolt deltager i syv stævner Blandt andet har atletikkens største navn og verdens hurtigste menneske, Jamaicas Usain Bolt, forpligtet sig til at stille op ved syv af sæsonens stævner og stå ansigt til ansigt med USA’s Tyson Gay ved mindst tre af dem. Lidt kikset kan det dog forekomme, at det netop i premieren ikke er lykkedes at arrangere den helt store sællert – f.eks. Bolt mod Gay på 100-meteren – og araberne har desuden været uheldige med afbud fra skadede stjerner som langdistancekongen Kenenisa Bekele og verdens bedste kvindelige 400 meter-løber Sanya Richards-Ross samt stangspringsfænomenet Jelena Isinbajeva, der er udbrændt og holder pause. Nu kan alle være med Blandt de bærende navne i Doha er til gengæld verdens tredje hurtigste mand, den tidligere verdensrekordholder Asafa Powell fra Jamaica, på 100 meter, og den tredobbelte verdensmester på 200 meter, USA’s Allyson Felix, der afløser Richards på 400 meter, hvor hun har tænkt sig at udfordre landsmanden. »Jeg ser meget frem til at deltage i Diamond League og er især glad for, at alle discipliner nu er med på programmet. Ofte har jeg savnet at kunne være med i Golden League, der sjældent præsenterede min disciplin«, siger Allyson Felix til IAAF’s hjemmeside. Ingen danskere har niveauet Den elegante amerikanske sprinter bliver en af de gennemgående figurer i sæsonens 14 stævner, der tilsammen byder på alle atletikkens klassiske discipliner på nær 10.000 meter og hammerkast. Desværre har ingen danske atleter lige nu resultater eller form, der sikrer dem en billet til det fineste selskab. »Jeg tror til gengæld, at den nye struktur med Diamond Leagues mange discipliner vil gøre det lidt lettere for danske atleter at komme med i stævner lige under det niveau og dermed få vigtig erfaring«, siger cheftræner i Dansk Atletik Forbund, Lars Nielsen. Hans bedste udøveres højdepunkter i år bliver EM i Barcelona og ungdoms-OL i Singapore. En del ny teknologi i spil For de internationale atletikchefer drejer det sig om diamantligaen, der ifølge stævneseriens viceformand Patrick Magyar var en nødvendighed: »Vi var nødt til at skabe et bedre produkt for atleter, tilskuere og tv-seere, og en del ny teknologi vil blive introduceret for at skabe større oplevelser«. I Doha er det så op til bl.a. Blanka Vlasic, Asafa Powell og Allyson Felix at levere det sportslige indhold.