Den højestlønnede tiendedel af danskerne får stort set hele gevinsten, hvis Konservatives seneste skatteforslag bliver virkelighed. Skatten på sidst tjente krone skal efter næste valg ned på 50 procent, lyder et budskab, som økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) kom med i går. En sådan lettelse giver nødvendigvis mest til de højestlønnede.
Men i mere konkrete tal får de 10 procent bedst lønnede 85 procent af skattelettelsen. Eller kontant: Den rigeste tiendedel får 5,3 milliarder ud af 6,3 milliarder kroner. Det viser en beregning, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har foretaget for Politiken.