DF: Læger skal bryde tavshedspligt

Lyt til artiklen

Læger, der behandler mennesker, som opholder sig ulovligt i Danmark, skal melde deres patienter til politi eller udlændingemyndigheder Det kræver Dansk Folkeparti, efter at flere organisationer har besluttet at drive lægeklinikker, der skal hjælpe nogle af de cirka 5.000 mennesker, man regner med lever under jorden i Danmark.

Møder ofte illegale indvandrer med brug for hjælp
Dansk Røde Kors og Lægeforeningen meddelte i går, at de er på vej med et sundhedshus, og Komitéen Flygtninge under Jorden er også ved at finde frivillige og penge til et lægehus.

»Vi gør det her, fordi vi ofte møder illegale indvandrere, der har brug for lægehjælp, men ikke tør nærme sig et hospital«, siger talskvinde Michala Clante Bendixen fra Komitéen Flygtninge under Jorden. I dag har sundhedspersonalet tavshedspligt, så de ikke behøver fortælle myndighederne, hvis de behandler folk, som er ulovligt i landet.

Men de regler bør laves om, mener DF’s sundhedsordfører Liselott Blixt:

»Selvfølgelig skal alle have ret til akut behandling. Men man skal altid indberette det, hvis man som læge støder på en illegal indvandrer«, mener hun.

Afviger fra lægeverdenens principper
Med de nuværende regler må læger kun kontakte myndighederne, hvis de mener, en person er til alvorlig fare for sig selv eller andre. Derfor overrasker Dansk Folkepartis udmelding.

»Det ville kræve en lovændring og afviger fuldstændigt fra fundamentale principper inden for lægeverdenen«, forklarer professor i jura fra Københavns Universitet, Mette Hartlev.

Også Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, tager afstand fra forslaget:

»Det er i strid med lægeløftet, lægers tavshedspligt og professionelle identitet at kontakte politiet i de situationer. Vores arbejde er at hjælpe mennesker, ikke at melde dem til politiet«.

Vil trække syge udlændinge til

Dansk Folkeparti frygter, at de nye sundhedshuse kan trække flere illegale migranter til landet. Hos regeringspartierne Venstre og Konservative er man enig:

»Det kan kun gå hen og blive en attraktion for syge udlændinge og trække en masse uønskede indvandrere herop for at få gratis lægehjælp«, siger sundhedsordfører fra de konservative, Vivi Kier.

Den melding vækker dyb undren hos Paul Hunt, der er professor ved Essex Universitet og tidligere ansat af FN som menneskerettighedsekspert:

»Der er intet belæg for de udtalelser. Det er argumenter, der er konstrueret til at passe til en politisk prioritering, og der findes ingen beviser for, at udvidet adgang til læge trækker flere illegale til«.

Betragter Røde Kors som en del af systemet

I Komitéen Flygtninge under Jorden regner Michala Clante Bendixen med at kunne hjælpe folk, der ikke vil bruge Røde Kors’ lægehus:

»Jeg tror, mange af dem, der lever under jorden, vil betragte Røde Kors som en del af systemet på lige fod med Udlændingeservice og derfor ikke turde søge hjælp i deres klinik«.

I det alternative sundhedshus skal flere læger et par aftener om ugen stå til rådighed for de illegale indvandrere.

En af dem er Ellen Mølgaard, der til daglig arbejder på Bispebjerg Hospital:

»Det er menneskers helbred og i sidste ende liv, det her handler om, uanset om de så lever illegalt eller ikke. Hvis det var ulovligt, ville jeg gøre det alligevel, for jeg mener, at lægeløftets forpligtelser er uafhængige af lovgivningen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her