Med en sejr på hele 17 overskydende mål, nemlig 41-24 over Slovakiet – og selvfølgelig uden på nogen måde at have de samme problemer, som danskerne havde søndag aften mod slovakkerne – spillede Polen sig ind i striden om de point, der skal tages med til mellemrunden ved EM i Serbien. For med sit andet nederlag i to kampe må Slovakiet regnes for at være ude af EM. Og det skete gennem et spillemæssigt sammenbrud i anden halvleg, der udviklede sig til en ren katastrofe for slovakkerne – som også oplevede, at en af deres bedste bagspillere, Ladislav Tarhai, blev kørt på sygehuset med en smertefuld knæskade. De tre bedste går videre Turneringen er skruet sådan sammen, at de tre bedste hold i hver pulje går videre til mellemrunden – og hvert hold tager de point med, der er vundet mod de to andre hold, der går videre. De vundne point mod puljens dårligste hold smides ud af regnskabet. Det betyder, at torsdagskampen mod Danmark bliver en hidsig pointdyst. Jævnbyrdighed i første halvleg Første halvleg var en underholdende og livlig affære mellem de to taberhold fra første runde i gruppe A i Beograd. Tempoet var højt, spillet bølgede frem og tilbage – dog med Polen som det dominerende mandskab. Og som et hold, der var dygtigt til at udnytte de kontramuligheder, der opstod. Polen førte 17-13 efter de første 30 minutter – og spillerne viste sig fra en helt anden side, end det var tilfældet i mødet med det serbiske hjemmehold søndag aften.
Den halvblinde var effektiv
Det sidste polske mål før pausen blev sat ind af veteranen Karol Bielecki, der i mange kampe har givet det danske landshold problemer. Den snart 30-årige polak, der er helt blind på det ene øje, får ikke længere så meget spilletid – men når han er på banen, er han særdeles han særdeles effektiv. Sådan var det også mod Slovakiet. Seks minutter efter pausen havde Polen fordoblet sin 4-måls føring til 23-15 – og Slovakiet var på vej mod EM-slutrundens farveltrappe: 2 kampe og 0 point. Og uden udsigt til at få nogen mod Serbien torsdag aften. Som kampen skred frem, mistede de slovakiske spillere fuldstændig humøret – og det var slet ikke til at se, at det var det mandskab, danskerne havde det så vanskeligt mod.