Der er jazz på Kruts Carport på Østerbro hver aften den første uge i juli, som der plejer – men de mange fine arrangementer leder man forgæves efter i jazzfestivalens program, for Kruts har for andet år i træk fravalgt at betale de 5.500 kr. det koster, at være med. »Jeg syntes simpelthen, vi fik for lidt for pengene. Vi havner bare omme bagi programmet, mens alle de store koncerter og arrangementer fylder det hele«, fortæller Kruts ejer på 8. år Erik Andersen. »Men det er ærgerligt, når vi nu har været med i så mange år«. »Der var et stormøde sidste år, som jeg syntes gik rigtig dårligt. Vi fra de små spillesteder fik nærmest besked på, at vi skal ikke komme her og brokke os, for så kan vi bare lade være med at være med. Og det valgte jeg så«. Men Erik Andersen overvejer, om han næste år alligevel skal springe tilbage på vognen. For den manglende synlighed har afspejlet sig i et lavere besøgstal, trods et flot musikalsk niveau. »Så jeg må nok bare tørre øjnene og tage en tudekiks. For selvfølgelig er det lidt piveri. Men faktum er, at jazzfestivalen næsten er død på Østerbro«.
Ude: Kruts jazzer for sig selv
Lyt til artiklen