60i dag. Guy Verhofstadt er noget af det tætteste, man kommer en vaskeægte jubeleuropæer. Den belgiske politiker er da også flere gange blevet nævnt som en mulig formand for EU-kommissionen. Men paradoksalt nok spænder hans kærlighed til unionen ben for ambitionerne. Storbritannien og andre EU-kritiske lande skal ikke nyde noget af at tildele en af de tungeste poster til en mand, der står bag en bog ved navn ’Europas forenede stater’. Guy Verhofstadt er nemlig rendyrket føderalist. Andre ville måske file på deres politiske visioner for at leve op til devisen om, at politik er det muliges kunst. Men det kniber for Verhofstadt. Han er ganske vist i stand til at være kompromissøgende. Det underbygges af, at han 1999-2008 var regeringsleder i Belgien, hvor det mildt sagt kan være svært at skabe politisk enighed. Og vel at mærke blev meget populær hos både den flamske og vallonske del af befolkningen. Men idealisten Verhofstadt har svært ved at acceptere det politiske spil, når han nu synes, at hans løsning er den rigtige. »Han synes i hvert fald, at man skal prøve det umulige af først«, siger medlem af Europaparlamentet Anne E. Jensen (V). Hun sidder med i parlamentets liberale gruppe, hvor Guy Verhofstadt har været formand siden 2009, og hun beskriver ham som »møgcharmerende« og »godt begavet«. Den markante og kontroversielle belgier er også yderst aktiv uden for sin egen politiske familie. Her står han i spidsen for en tværpolitisk gruppe, der netop kæmper for føderale løsninger på Europas problemer. Hans europaparlamentariske arbejde bygger på en lang karriere i politik. I 1982 – blot 29 år gammel – blev Verhofstadt leder af det flamske liberale parti PVV, hvilket i 1985 gjorde ham til medlem af parlamentet og minister frem til 1988, da regeringen faldt. Herefter var han blandt hovedarkitekterne bag omdannelsen af partiet til VLD, som dog ikke umiddelbart havde succes med at genvinde magten. I en tid herefter forsvandt Verhofstadt fra den politiske scene. Men i 1997 vendte han tilbage som formand og endte som regeringsleder efter valget i 1999.