DF: En tom provokation

Lyt til artiklen

»En tom provokation«. Det er, hvad Lars Barfoed – set med Dansk Folkepartis øjne – er kommet med i dag. Partiets næstformand, Peter Skaarup, betragter Barfoeds forslag om en ændring af dagpengesystemet som et simpelt forsøg på at stikke hovedet frem. »Om han har gjort det bevidst eller ubevidst ved jeg ikke. Men klogt er det ikke«, siger Peter Skaarup. »Borgerne forventer, at der er ro og ikke sker nogen ændringer, når vi nu har gennemtærsket området i sommer. Så det skaber en unødvendig utryghed«. Dødfødt projekt Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, er »ikke engang overrasket«. »Nu er Barfoed tilbage (som arbejdsmarkedsordfører, red.) og han er en af dem, der vil lave et angreb på dagpengesystemet. Men det har ingen gang på jord«, siger Bent Bøgsted. Ligesom Dansk Folkeparti har de konservatives regeringspartner, Venstre, afvist Lars Barfoeds såkaldte årsindkomstmodel – hvor dagpengemodtageren får mindre og mindre for hvert år, der går – som en dødfødt projekt. »Behov for at markere sig« Socialdemokraterne er enige. Som forligspartner i velfærdsaftalen fra i sommer vil partiet ikke acceptere forringelser i dagpengene. »Det er et fuldstændigt tåbeligt forslag, som ikke har nogen chance for at blive vedtaget«, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov til Ritzau. Han tilføjer, at Barfoeds melding er et udtryk for en ordfører, der har »behov for at markere sig« Støtte fra de radikale Det er dog ikke alle, der har kasseret Lars Barfoeds forslag. De radikale vil således gerne være med til en reform af dagpengesystemet. Faktisk er det et så vigtigt spørgsmål, at partiet vil have regeringen til at genåbne forhandlingerne om velfærdsaftalen, hvor dagpengesystemet indgår. Sådan lyder meldingen fra den radikale arbejdsmarkedsordfører, Elisabeth Geday, der foreslår en anden model end Lars Barfoed. »Vi vil hæve dagpengene markant de første tre måneder for et ekstra kontingent. Men det er ikke meningen, at folk skal gå ledige i flere år i en situation, hvor der er så stor mangel på arbejdskraft. Derfor vil vi hellere have en kortere dagpengeperiode«, siger Elisabeth Geday til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her