Fem år i træk har Team CSC hjemført sejren i det franske todages arrangement Critérium International, og selv om det danske mandskab har skiftet navn til Team Saxo Bank, er der ikke ændret på ambitionerne i løbet, der i dag indledtes med den traditionelle sprinteretape. Manden, satsningen er koncentreret om, er den tyske veteran Jens Voigt, der står for tre af triumferne – de to andre er Ivan Basso og Bobby Julich noteret for – og han har desuden et helt personligt mål. Yderlige en gevinst bringer ham nemlig op på fem i alt, og dermed vil han toppe alle tiders vinderliste sammen med franskmanden Raymond Polidor. Lige nu deler han andenpladsen med en anden af Frankrigs store pedalhelte Jacques Anquetil. Fransk sejr på 1. etape At Voigt stiler mod endnu en podiehyldest, afsløredes, da han ikke tog nogen chancer mod afslutningen af den 190 km lange 1. etape fra Monthois til Charleville-Mézières. Styrkeprøven var som skabt til de spurtstærke afsluttere, men Voigt ville ikke risikere, at der opstod huller i finalen, så han sørgede for at holde sig langt fremme og susede over stregen som nr. 16. Sejren gik til franskmanden Jimmy Casper (Besson-Chaussures), der dermed sikrede sig sæsonens tredje førsteplads efter også at have vundet to etaper i Etoile de Besseges. Saxo Bank med tre i første gruppe Nærmest til at true Casper i dag var hviderusseren Yauheni Hutarovich (Francaise des Jeux) og franskmanden Cyril Lemoine (Skil-Shimano), og i alt fik 51 ryttere samme tid som Casper. Team Saxo Bank havde foruden Voigt også sin argentinske sprinter Juan José Haedo og Fränk Schleck med helt fremme, men Haedo var ude af stand til at blande sig i spurten. Han og Schleck blev henholdsvis nr. 31 og 34, og sidstnævnte kan dermed nære berettigede forhåbninger om at slutte i top 10 efter sidste år at være blevet nr. 6 1.11 min. efter Voigt. Kvartet med minus på 34 sek. Derimod kan svenskeren Gustav Larsson næppe regne med et ligeså godt resultat som i 2008, da han på andenpladsen var 57 sek. bag sin tyske holdkammerat. Larsson sluttede ligesom Jakob Fuglsang, Andy Schleck og Chris Anker Sørensen med et minus på 34 sek. i et felt, der var næsten ligeså stort som første gruppe. Derimod satte Lasse Bøchman 4.06 min. til. To afgørende etaper Allerede i morgen formiddag vendes op og ned på klassementet, når det gælder den 98,5 km lange 2. etape fra Les Veilles Forges til Charleville-Mézières. Den byder på otte bjergspurter undenvejs inden den 3,8 km lange klatretur med en gennemsnitlig stigning på 5,4 procent op til mål. Senere på dagen sættes så alt på plads på den 8,3 km lange enkeltstart, der indledes og sluttes i Charleville-Mézières.
Voigt godt fra start på rekordjagt
Lyt til artiklen