Engang var der overskud af børn i Danmark. Så mange, at man måtte betale for at få nogen til at adoptere sunde, danske spædbørn. Nu er det lige omvendt: Det er tæt på umuligt at opdrive et adoptivbarn, som er født i Danmark. Siden 1950 har danske par hentet flere og flere adoptivbørn i udlandet, først i lande tæt på os, og efterhånden i fjernere og fjernere – og stadig fattigere – lande.
LÆS OGSÅ FN advarer mod børneeksport
Og nu er den kilde også langsomt ved at tørre ud. Barnløse par i den rige del af verden – USA, Canada, Europa – efterspørger flere og flere børn, mens de lande, som afgiver børnene, et efter et begrænser adoptioner ud af landet eller standser den helt.
To til fire års ventetid I løbet af de seneste 10 år er antallet af udenlandske adoptivbørn til Danmark næsten halveret; fra 631 i 2001 til 338 i 2011. De par, som vil adoptere, må vente i længere og længere tid på et barn, og prisen stiger. Lige nu koster det typisk 130.000 kroner plus rejseudgifter, når barnet skal hentes hjem. Og ventetiden, til det rigtige barn dukker op, er typisk mellem to og fire år. I begyndelsen af 1900-tallet var der så mange danske mødre, som gerne ville af med deres nyfødte barn, at de måtte betale for det. Mellemmænd tog sig betalt for at finde adoptivfamilier, som også tog sig betalt for at påtage sig forældrerollen. Markedet blev så gråt og ubehageligt, at en lov i 1914 for første gang regulerede området ved at kræve, at mellemmænd skulle være godkendt af Justitsministeriet.
