Rotter kan køre bil. Jeg er ked af at være den, der bringer nyheden ind i avisen, men sandt er det. Rotter er faktisk udmærkede bilister.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set videoen på Washington Posts hjemmeside den seneste måned. Kort fortalt: Rotte sidder i sit køretøj. Rotte kører afsted mod de godbidder, forskeren placerer forskellige steder på gulvet. Rotte drejer. Rotte stopper. Rotte kan ikke parallelparkere, men det er lige før. Dette er, hvad forskerne fra University of Richmond i delstaten Virginia blandt andet har konkluderet: Efter køreturen er rotternes indlæringsevne større, mens stressniveauet er mindre. Da rotters hjerner ligner menneskers, er det viden, vi kan få gavn af.