Datatilsynet har godkendt en aftale, som Kommunernes Landsforening har indgået med Google, om, at kommunerne fra 1. august ikke længere videregiver personoplysninger, som der ikke er hjemmel til i dansk lovgivning, til Google.
Det skriver Folkeskolen.dk på baggrund af en pressemeddelelse fra Datatilsynet.
Aftalen betyder, at elever i folkeskolen efter sommerferien fortsat kan bruge Chromebooks i undervisningen.
»Den problemstilling, der gik på, at nogle af børnenes oplysninger er blevet videregivet uden et lovligt grundlag, er nu løst, og dermed er det vores vurdering, at kommunerne opfylder påbuddet. Når det er sagt, er der dog stadig nogle udeståender i sagen«, siger Allan Frank, der er it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet, i en pressemeddelelse ifølge Folkeskolen.dk.
I januar 2024 gav Datatilsynet 53 kommuner påbud mod at anvende Googles Chromebooks og skoleværktøjer, da computerens behandling af data ikke var i overensstemmelse med dansk lovgivning.
ritzau
fortsæt med at læse



























