Salling Group har købt de resterende ti procent af måltidskassefirmaet Skagenfood og ejer dermed hele selskabet.
Det skriver Børsen lige som det også fremgår af en anmeldelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Dermed er ægteparret Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen helt ude af ejerkredsen bag virksomheden, som de stiftede i 2001.
Skagenfood sælger måltidskasser, fiskepakker, specialvarer, vin og lignende.
I 2017 købte Salling Group 80 procent af Skagenfood, og to år senere købte koncernen yderligere 10 procent.
Købsprisen på den sidste bid af virksomheden oplyses ikke.
Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen fik over 40 millioner kroner, da de solgte majoriteten i 2017. Ægteparret fik yderligere 8 millioner kroner ud af salget af ti procent i 2019.
Det viser tal fra ægteparrets holdingselskab, Kuba Holding, skriver Børsen.
Salling Group står bag butikskæderne Netto, Bilka og Føtex. Derudover ejer koncernen også Salling Stormagasiner og legetøjskæden BR, lige som den driver kaffekæden Starbucks og fastfoodkæden Carl’s Jr. som franchisetager i Danmark.
ritzau


























