Forsyningskæderne er fortsat påvirket af uro i Det Røde Hav, og det får nu det danske rederi Mærsk til at opjustere sine forventninger.
Nu forventer Mærsk et driftsresultat på mellem tre og fem milliarder dollar, svarende til mellem cirka 20,8 og 34,6 milliarder kroner.
Det oplyser Mærsk i en børsmeddelelse.
Tidligere lød forventningen til driftsresultatet på mellem en og tre milliarder dollar.
Mærsk hæver desuden forventningen til det underliggende driftsresultat før af- og nedskrivninger til mellem 9 til 11 milliarder dollar mod tidligere forventet 7 til 9 milliarder dollar.
Årsagen til, at Mærsk nu forventer en højere indtjening er, at der fortsat er forstyrrelser i forsyningskæderne som følge af situationen i Det Røde Hav.
Mærsk forventer nu, at forstyrrelserne kommer til at fortsætte ’mindst indtil årets udgang’.
På grund af angreb fra houthierne i Det Røde Hav har en stor andel af verdens rederier tidligere på året indstillet sejladsen i Det Røde Hav. I stedet sendes skibe syd om Afrika.
Det har sendt fragtraterne i vejret, hvilket har bidraget positivt til rederiernes omsætning.
Mærsk påpeger, at markedet stadig er præget af en høj grad af usikkerhed.
»Markedet er stadig præget af en højere end normal volatilitet på grund af den uforudsigelige situation i Det Røde Hav samt usikkerhed om udbud og efterspørgsel i fjerde kvartal«, skriver Mærsk i meddelelsen.
ritzau




























