I en af de alvorlige forbrydelser med formodede svenske forbindelser nægter en 24-årig svensk statsborger sig lørdag formiddag i Dommervagten i København skyldig.
Han og en jævnaldrende kvinde sigtes af politiet for at have forsøgt at dræbe en eller flere ved at sprænge en håndgranat i en kiosk på Hans Knudsens Plads tirsdag aften.
I retssalen minder de om et kærestepar. De vil hele tiden holde i hånd.
»You don’t hold hands!«, lyder formaningen fra anklageren, Andreas Christensen til de to.
Det ender med, at de må fjernes fra hinanden, så berøring bliver umulig.
Kvinden bærer briller og har langt rødligt farvet hår. Manden har kort sort hår og skæg.
De to blev anholdt forleden af svensk politi ved Øresundsbroen. Det skete på begæring af danske myndigheder. Udleveringen blev effektueret fredag.
Retsmødet holdes bag lukkede døre. Anklageren fremfører som argument, at politiet har mistanke om, at der er flere medgerningsmænd på fri fod.
Inden dørlukningen kommer det ikke frem, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen.
Straks da hun blev ført ind i retslokalet, så hun lidt desorienteret ud. På engelsk spurgte hun, om dette var retten.
Ingen mennesker kom noget til ved sprængningen forleden. Ifølge Ekstra Bladet skete angrebet formentlig, fordi ejeren af kiosken er i familie med et medlem af den forbudte bande Loyal To Familia.
I de tre sigtelser, som lørdag er blevet læst op i Dommervagten, er der dog intet om, at handlingen skulle være sket som led i et opgør mellem bander.
Først skal det unge par i en svensk indregistreret bil være kørt gennem København med håndgranaten og en eller flere tilhørende sprængningsanordninger.
Dernæst skal de have forsøgt at forvolde sprængning, som kunne udsætte andre for overhængende fare.
Og endelig mener politiet, at de to havde til hensigt at dræbe en eller flere personer, der befandt sig i eller umiddelbart uden for kiosken.
ritzau
fortsæt med at læse




























