En 15-årig dreng er tirsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage for våbenbesiddelse på Nørrebro.

15-årig anholdt med skarpladt pistol på Nørrebro mandag

Lyt til artiklen

En 15-årig dreng er tirsdag blevet varetægtsfængslet, efter at han mandag aften blev anholdt på Nørrebro med en skarpladt pistol.

Det skriver Københavns Politis anklagere på den sociale platform X.

Drengen, der blev anholdt ved Korsgadehallen, er blevet varetægtsfængslet i 27 dage.

Han er sigtet for våbenbesiddelse.

Københavns Politi oplyser, at drengen er dansk statsborger.

Den seneste tid har der været en række sager, hvor svenske drenge er blevet anholdt i Danmark og sigtet for våbenbesiddelse og drabsforsøg.

Københavns Politi kan ikke oplyse, om sagen om den 15-årige ved Korsgadehallen har relation til de seneste sager i en voldelig konflikt mellem to kriminelle grupperinger.

Ifølge et konfliktnotat fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er der aktuel en bandekonflikt mellem den forbudte danske bande Loyal To Familia (LTF) og en unavngiven anden gruppe.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her