Det er et kendt problem på Amager i København, at folk ulovligt gør brug af handikap-parkeringsskilte.
Det oplyser Henrik Brix, der er politikommissær for Indre By og Vesterbro Nærpoliti, på det sociale medie X.
Udmeldingen kommer, i forbindelse med at en 26-årig mand blev stoppet på netop Amager tidligere tirsdag med et familiemedlems handikap-parkeringsskilt i forruden.
Herefter blev han sigtet for bedrageri.
» Vi er tilfredse med, at indsatsen har ført til en sigtelse. Vi vil også fremadrettet have fokus på området, og vi tager imod tips fra borgere«, siger Henrik Brix.
Tirsdag reagerede politiet på en anmeldelse fra en borger, der i løbet af sommeren flere gange har observeret brug af den slags tilladelser omkring Myggenæsgade på Islands Brygge.
ritzau




























