En mand er fredag blev varetægtsfængslet i en sag, der blandt andet handler om besiddelse af to skydevåben.

21-årig sigtet for besiddelse af maskinpistol i Aarhus

Lyt til artiklen

En 21-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om en maskinpistol. Kendelsen om fængsling er afsagt af Retten i Aarhus.

Manden er sigtet for under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en maskinpistol og en skarpladt pistol med lyddæmper på en adresse i det nordlige Aarhus.

Ifølge politiet blev manden anholdt på en adresse i Aarhus torsdag aften. Her fandt politiet de to våben samt en større mængde narko - herunder ’flere kilo kokain og mange tusinde stesolidpiller’.

Den 21-årige er i den forbindelse også sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg, lyder det i opslaget.

De receptpligtige stesolidpiller virker beroligende, angstdæmpende og muskelafslappende. Der er en stor risiko for afhængighed af stesolid, som hører til gruppen af benzodiazepiner.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at manden blev anholdt på baggrund af et tip.

På adressen var også en kvinde til stede. Hun blev anholdt sammen med manden, men blev efterfølgende løsladt, oplyser politiet.

I grundlovsforhøret fredag nægtede den 21-årige at udtale sig, skriver politiet. Han tog forbehold for at kære kendelsen om varetægtsfængsling.

Gør han det, skal landsretten tage stilling til, om der er grundlag for at frihedsberøve ham.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her