De nordiske justitsministre skal mødes med repræsentanter fra Google, Meta og Snapchat i Sverige.

Hummelgaard mødes med tech-giganter i nordisk kamp mod bander

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) mødes fredag med repræsentanter fra tech-giganterne Google, Meta, Snapchat og TikTok.

Mødet finder sted i Uppsala i Sverige i regi af Nordisk Justitsministermøde.

Opdraget er at diskutere, hvordan man kan intensivere indsatsen mod misbrug af digitale tjenester til organiseret kriminalitet.

»Vi har set mange eksempler på, hvordan banderne bruger sociale medier og krypterede beskedtjenester til at planlægge alvorlig kriminalitet og rekruttere helt unge mennesker til at udføre det beskidte arbejde«, siger Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar.

Til Nordisk Justitsministermøde deltager ministre fra Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Grønland.

Bandekriminaliteten har de seneste måneder vist sig at have et større tværnationalt snit.

Konflikter går over landegrænserne, og kriminelle fra Sverige er blevet sendt til Danmark for at skyde og kaste med håndgranater.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her