En taxachauffør er blevet udvist og idømt fængsel i to år efter voldtægt af kvinde, der var hans kunde.
Det har Østre Landsret afgjort torsdag, oplyser Statsadvokaten i København i et opslag på X.
Da sagen blev behandlet af byretten på Frederiksberg, var straffen mildere. Her undgik den 27-årige mand at blive udvist. I stedet fik han en advarsel. Desuden var fængselsstraffen et halvt år kortere.
Chaufføren skulle køre kvinden, der var beruset, til en adresse i Valby. Han fulgte hende op i lejligheden og begik her forbrydelsen.
ritzau




























