Kommune arbejder på skilte, der skal advare bilister om lukkede veje efter kraftig regn, oplyser politi.

Politiet advarer om veje under vand i Esbjerg

Danmark er ramt af en dyne af regn. Her er det Ballerup fredag morgen.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danmark er ramt af en dyne af regn. Her er det Ballerup fredag morgen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere viadukter og vejbaner står fredag under vand i Esbjerg Kommune på grund af kraftig regn.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.

Politiet opfordrer til, at man finder alternative ruter i stedet for at køre ud i vandet.

Det fremgår desuden, at kommunen arbejder på at sætte skilte op, som skal advare om lukkede veje.

Politiet uddyber kort før klokken 15.00 fredag, at Vestkystvejen fra Storebæltsvej til Tarphagevej er spærret i en time. Det samme gælder Stormgade ved Gjesing Ringvej.

Der er fredag eftermiddag også meget vand på motorvejen E20 i nærheden af Esbjerg.

P4 Trafik Syddanmark skriver på X, at Esbjergmotorvejen fra Kolding mod Esbjerg er spærret kort efter afkørsel 73 - Korskro.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har fredag varslet kraftig regn og lokale skybrud i Syd- og Midtjylland.

DMI’s varsel gælder fra fredag morgen klokken 05.00 til klokken 20.00 fredag aften.

I en opdatering på X skriver DMI, at der er faldet 86,4 millimeter regn i Esbjerg fra midnat og indtil klokken 14.00 fredag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her