Politiets Efterretningstjeneste (PET) følger situationen vedrørende eksplosionerne i nærheden af den israelske ambassade nøje.
Det oplyser efterretningstjenesten i en skriftlig udtalelse.
PET bistår desuden Københavns Politi i efterforskningen af eksplosionerne.
»Vi er desuden i dialog med den israelske ambassade om sikkerheden, ligesom vi hele tiden vurderer skalaen af de sikkerhedstiltag, der allerede er i iværksat i forhold til en række jødiske lokationer«, lyder det videre i udtalelsen.
Sidst på natten til onsdag fandt to eksplosioner sted umiddelbart i nærheden af den israelske ambassade i Hellerup nord for København.
Hvorvidt ambassaden var mål for eksplosionerne, kan politiet endnu ikke sige, da efterforskningen stadig er i et tidligt stadie.
Ingen personer kom til skade ved eksplosionerne. Politiet har ikke oplyst, hvor store eksplosionerne var, om der er sket materiel skade, eller hvad der blev brugt til at udføre eksplosionerne.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) siger til TV 2, at både politiet og PET tager sagen meget alvorligt, mens han også siger, at det er for tidligt at sige noget om motivet bag.
Københavns Politi oplyser onsdag formiddag, at det var bevogtningspersonale ved Israels ambassade, der hørte eksplosionerne omkring klokken 03.20 natten til onsdag.
Nærpolitiet er til stede i området omkring ambassaden, og senere onsdag vil der også blive placeret en mobil politistation i området.
Israels ambassade er rystet
Den israelske ambassade i Danmark skriver på Facebook, at ambassadens folk er påvirkede efter eksplosionerne nær ambassaden onsdag morgen.
»Vi er chokerede over eksplosionerne nær ambassaden tidligere i dag«.
»Vi har fuld tillid til det danske politi i deres håndtering af sagen og den videre efterforskning«, lyder det.
Den jødiske privatskole Carolineskolen, der ligger på Østerbro i København, holder onsdag lukket.
Det oplyser Michael Rachlin, der er kommunikationsansvarlig hos Det Jødiske Samfund, til TV 2.
»Det sker på grund af den geografiske nærhed. Det havde nok været noget andet, hvis skolen lå i Valby eller på Amager«, siger han til TV 2.
Skolen vil også holde lukket torsdag og fredag, men det skyldes jødiske helligdage.
ritzau
fortsæt med at læse


























