61 efterladte dyr er blevet beslaglagt på en fynsk adresse, hvor de var i risiko for at dø af sult og tørst.

Politiet finder kænguru og flere efterladte dyr på adresse

Lyt til artiklen

Fyns Politi har torsdag i sidste uge beslaglagt 61 efterladte dyr på en adresse.

Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport mandag.

Blandt dyrene var en kænguru samt flere skildpadder, geder, høns og papegøjer.

Beboerne på adressen er senest set 28. september. Det formodes, at dyrene ikke er blevet passet i fire dage, skriver Fyns Politi.

En dyrlæge vurderede, at dyrene inden for få dage ville løbe tør for vand og mad. Derfor var dyrene i risiko for at dø af sult og tørst.

Under kontrolbesøget fandt politiet bagest i haven to døde geder. De har ifølge dyrlægens formodning ligget der i længere tid.

Størstedelen af dyrene er fortsat i live. De er nu bragt til et sted, hvor de bliver taget godt af.

Fyns Politi efterforsker videre på sagen med henblik på strafforfølgelse af dyrenes ejer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her