En psykisk syg mand i slutningen af 30’erne havde det skidt, da han for to år siden havde ladet sig indlægge frivilligt på den retspsykiatriske afdeling i Slagelse. Han var trist til mode og forpint, og efter et par dage endte han i en meget alvorlig depression, hvor han ifølge journalen »lå på gulvet og ikke var i stand til at rejse sig«.
Da overlægen blev tilkaldt, vurderede han, at det var nødvendigt at bæltefiksere patienten. Patienten kom til at ligge fastspændt med bælte og remme om hænder og fødder i 18 dage.


























