Mejerikoncernen Arla har budt 1,25 milliarder kroner for at få aktiemajoriteten i den egyptiske fødevarevirksomhed Arabian Food Industries Company (Domty).
Det oplyser den danske koncern i en pressemeddelelse.
Som buddet ser ud nu, er det forventningen, at de nuværende ejere – Damaty-familien – forbliver en del af ejerkredsen.
Derudover er det også hensigten, at den nuværende administrerende direktør skal fortsætte i den position, hvis købet realiseres.
Domty, der blev grundlagt i 1990, producerer og sælger både mejeriprodukter, brød og juice.
»Domty er en ledende aktør i markedet, og virksomheden passer godt til vores strategi for Egypten«, siger Kim Villadsen, der er senior vice president for Arlas forretning i Afrika og Mellemøsten.
» Vi undersøger nu detaljerne omkring virksomheden nærmere, inden vi beslutter os for, om vi vil gå videre med købet.
Der er tale om et ikke-bindende bud, fremgår det.
Afrika og Mellemøsten er i forvejen Arlas største kommercielle forretningsområde uden for Europa.
»En udvidelse af vores forretning ind i Egypten er et naturligt skridt i vores ambition om levere til alle vores forbrugere i regionen«, siger Kim Villadsen videre.
»Og det understøtter vores engagement i regional produktion, som sikrer, at vi fortsat kan levere højkvalitetsprodukter skræddersyet til regionale præferencer«.
Domty havde en omsætning på godt en milliard kroner sidste år, mens overskuddet i samme periode lød på cirka 64 millioner kroner.
Dermed ville det kun have udgjort en lille del af Arlas samlede omsætning i 2023 på 102 milliarder kroner.
ritzau




























