Artiklen opdateret kl 15.20
Flere personer meldte sig i løbet af natten til tirsdag til sundhedsmyndighederne i Østjylland, fordi de havde fået det skidt efter ophold i bygninger i Universitetsparken i Aarhus Universitet.
Sagen har dagen igennem været omgærdet af en vis mystik og førte til evakuering af bygningerne og politiafspærring i universitetsparken. Nu foreligger der en afklaring.
Ifølge politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi og cheflæge Niels-Christian Emmertsen fra Præhospitalet i Region Midtjylland skyldtes symptomerne efter al sandsynlighed UV-stråler fra desinficeringsanlæg ved en kantine, som havde været tændt, og som gav flere personer ubehag og øjensmerter på Aarhus Universitet.
På et pressemøde har politiinspektøren og cheflægen oplyst, at flere personer følte ubehag i form af øjensmerter.
»Det er det, vi populært kalder svejseøjne. Symptomerne er ubehagelige, men ikke alvorlige og aftager efter et til to døgn«, oplyste cheflægen på pressemødet.
Omkring 23 personer har kontaktet sundhedsmyndighederne med kløe og ubehag i øjnene, efter at de har opholdt sig i universitets bygninger.
Man kan sove trygt
Politiinspektør fra Østjyllands Politi René Raffo oplyste på pressemødet, at det var en fejl, at UV-lyset har været tændt om dagen.
»UV-lyset kan dræbe bakterier. Det er kun meningen, at det skal være tændt om natten. Det er en fejl, at lyset har været tændt. Fejl kan ske, og det er sket i dette tilfælde«.
Ifølge politiet er der ingen tegn på udslip af nogen art, og afspærringen ophæves.
»Man kan sove trygt i nat. Vi har afsluttet undersøgelserne og universitet kan vende tilbage til en helt normal tilværelse«, oplyste politiinspektøren.
René Raffo forklarede, at politiet satte en større operation i gang, da meldingerne om de mange øjen-gener blev meldt ind.
»Vi kunne ikke vide, om det var superalvorligt. Vi har taget det alvorligt fra starten af. Det er ikke noget, vi løser alene men i samarbejde med beredskabet og hospitalet i region Midtjylland«.
Ifølge cheflæge Niels-Christian Emmertsen fra Præhospitalet i Region Midtjylland, henvendte sig i hvert fald 23 personer til sundhedsmyndighederne. Et par stykker kontaktede giftlinjen.
»Men det er under 30 personer i alt«, sagde cheflægen.
Bygninger evakueret
Universitetsparken i Aarhus blev tirsdag morgen kortvarigt evakueret af politiet, der undersøgte et mistænkeligt forhold, oplyste pressechef hos Aarhus Universitet Sys Christina Vestergaard til Ritzau klokken 8.15.
Politiet evakuerede bygningerne Søauditorierne samt samfundsfaglig kantine, der begge er placeret inde i Universitetsparken samt en del af området. Senere blev parken atter åbnet bortset fra de to bygninger, som fortsat var afspærret af politiet, der var til stede i Universitetsparken.
Flere personer havde i løbet af natten til tirsdag oplevet sviende øjne og kløende hud. De havde mandag eftermiddag og aften opholdt sig i bygninger i Universitetsparken.
Der var primært tale om kløe og ubehag i øjnene, og ifølge Niels-Christian Emmertsen fra Præhospitalet i Region Midtjylland, var der intet, der tydede på, at borgerne havde været udsat for noget farligt.
»De borgere, der har henvendt sig, har milde symptomer, og de har ikke fået det værre. Vi ser heller ikke umiddelbart et stigende antal henvendelser«, sagde han.
Studerende og ansatte på universitetet blev bedt om ikke at møde ind i bygningerne i Universitetsparken.
Forvirring blandt studerende
Evakueringen skabte en del forvirring hos nogle af de studerende, der tirsdag morgen var mødt op for at få undervisning. Blandt dem var den medicinstuderende Mathias Hansen, der skulle til forelæsning.
»Nogle havde set noget politi, så der var lidt snak. Og så fik vi at vide af universitets ledelse, at alt skulle evakueres«, sagde Mathias Hansen til TV 2 Østjylland.
De medicinstuderende fik at vide, at forelæsningen ville foregå på Zoom.
Naturhistorisk Museum, der er placeret i Universitetsparken, ville åbne som normalt klokken 10.
»Den største påvirkning for os er fornemmelsen af, at der er brand i naboens hus. Men det ændrer ikke ved, at der er trygt og godt i ens eget hus«, sagde museumsdirektør Bo Skaarup.
Mulig kemisk reaktion
Eksperter fra Center for Biosikring og Bioberedskab og Beredskabsstyrelsens Hazmat har undersøgt området nærmere for at finde årsagen til borgernes reaktioner.
HaZMat er Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab. HaZMat står for Hazardous Materials – farlige materialer.
Ifølge Beredskabsstyrelsens hjemmeside består et HaZMat-hold af specialuddannede personer fra Beredskabsstyrelsen og kemikere fra styrelsens kemiske beredskab. Holdene kan med mobilt udstyr identificere kemiske stoffer.




























