En 25-årig svensk statsborger og en 19-årig dansk statsborger sigtes for drabsforsøg et ukendt sted i Storkøbenhavn og forsøg på ulovlig våbenbesiddelse.
Det skriver Københavns Politi i et opslag på X.
De to mænd skal torsdag klokken 11.30 fremstilles i grundlovsforhør i dommervagten ved Københavns Byret, lyder det i opslaget.
Her vil der blive begæret lukkede døre under grundlovsforhøret.
Ifølge TV 2 - der var et af flere medier til stede i retten - imødekom dommeren anmodningen og dørene blev lukket.
Det betyder, at beviser og de to sigtedes eventuelle forklaring vil blive holdt hemmelig for offentligheden.
Hertil blev der også nedlagt navneforbud på de to sigtede, skriver mediet.
Henblik på lejemord
Inden dørene blev lukket kom det frem, at de to mænd er sigtede for mellem den 28. og den 30. oktober at have forsøgt at komme i besiddelse af et skydevåben med ammunition i Indre By.
Det skriver TV 2.
Ifølge mediet er den svenske mand derudover sigtet for at være rejst til Danmark med henblik på at begå lejemord samt drabsforsøg på en unavngiven person, mens den danske mand er sigtet for medvirken.
Han skal have hjulpet svenskeren med indkvartering og levering af tøj, skriver TV 2.
På baggrund af anmodningen om dørlukningen har politiet ikke yderligere kommentarer for nuværende, lyder det på X.
Ifølge politiet blev den svenske statsborger anholdt i Indre By onsdag eftermiddag, mens den danske statsborger blev anholdt onsdag aften også i Indre By.
De seneste måneder er flere svenske statsborgere blevet sigtet for alvorlig kriminalitet i Danmark - herunder ulovlig våbenbesiddelse, sprængning af håndgranater og drabsforsøg.
ritzau
fortsæt med at læse




























