Tre er idømt fængselsstraffe
En 37-årig mand fra København havde dagen efter terrorangrebet 7. oktober lagt en video på sin Snapchat-profil, der havde mere end 80.000 følgere. Her udtalte han blandt andet, »at der bor folk dernede, som stadig ikke er blevet flækket. Men 250 stykker, det er ikke helt dumt«. Han kondolerede for »alle de menneskeliv, der ikke er blevet taget endnu« og spillede musik og dansede. Han forklarede, at der var tale om »satire og gøgl«, men det afviste retten. Han blev idømt fire måneders betinget fængsel i byretten. Anklageren, der havde krævet seks måneders ubetinget fængsel, ankede sagen til Østre Landsret. 1. juli ændrede landsretten dommen til 6 måneders ubetinget fængsel.
En 30-årig mand fra Vanløse holdt ved en demonstration 10. oktober 2023 på Den Røde Plads på Nørrebro i København en tale, som bagefter blev offentliggjort på Hizb ut-Tahrirs YouTube-kanal. I talen sagde han blandt andet, at »i 75 år har vi fået fortalt, at det var en umulighed. I 75 år har vi fået at vide, at vi var svage. I 75 år fik vi fortalt, at vi stod over for en uovervindelig magt«. Og senere: »Husk, hvad I har set den seneste stykke tid. Lad det stå som en kendsgerning. Lad det være et evigt minde«. Anklageren krævede mellem 8 og 10 måneders ubetinget fængsel. Den 30-årige blev i august idømt 9 måneders fængsel i Københavns Byret. Han har anket dommen til landsretten.


























