Dronning Margrethe var uden halskrave og gips, da hun ankom tirsdag til Christiansborg Slot i København for at overrække Ebbe Muncks hæderspris 2024 til Margrethe Vestager.
Det viser billeder fra prisoverrækkelsen.
Hun er for nylig blevet raskmeldt efter et fald på Fredensborg Slot midt i september, hvor hun pådrog sig en skade omkring nakkehvirvlerne og et brud på venstre hånd.
Efter faldet var hun indlagt på Rigshospitalet i et par dage.
Det er første gang, at dronning Margrethe viser sig offentligt i officielt sammenhæng efter faldet 19. september.
Hun dukkede dog op under det islandske statsbesøg 8. oktober, da det islandske præsidentpar besøgte på Amalienborg.
Over for B.T. bekræftede Kongehuset den gang, at dronning Margrethe havde ønsket at hilse på Islands nyvalgte præsident Halla Tómasdóttir og hendes mand Björn Skúlason.
ritzau




























