En økonomisk slagtepræmie og lettelse af gebyrer skal sikre, at flere danske smågrise bliver opfedet og slagtet i Danmark – i stedet for at blive kørt ud af landet i lastbiler til højestbydende landmænd i lande som Italien, Tyskland og Polen.
Det mener fødevareminister Jacob Jensen (V) er nødvendige løsninger for at vende udviklingen, som de seneste 20 år har ført til, at eksporten af smågrise er vokset fra 2 millioner til forventede omkring 16 millioner i år. Det betyder, at der i dag sendes flere grise ud af landet, end der kommer til slagtning på et dansk slagteri.




























