Artiklen er opdateret kl. 20.46.
To mænd blev tirsdag anholdt og sigtet for at indsmugle 818 kilo kokain, der tilbage i marts drev i land på stranden ved Sjællands Odde, oplyste National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tirsdag formiddag i en pressemeddelelse.
De to mænd på henholdsvis 27 og 60 år blev tirsdag anholdt i Storkøbenhavn. De er sigtet for i fællesskab med tre medgerningsmænd at have organiseret indsmuglingen af det store parti kokain.
Efter et omkring syv timer langt grundlovsforhør, som begyndte klokken 13.00, er de to mænd blevet varetægtsfængslet, skriver Ekstra Bladet tirsdag aften. Længden på varetægtsfængslingen fremgår ikke. Grundlovsforhøret har været holdt bag lukkede døre.
De tre øvrige mænd, der ifølge politiet har medvirket ved indsmuglingen, blev fremstillet in absentia – det vil sige uden at være til stede ved grundlovsforhøret. Det fremgår ikke af Ekstra Bladets artikel, hvad grundlovsforhøret er endt med for deres vedkommende. Det er ikke oplyst, hvor de tre mænd opholder sig. Alle fem menes at have tilknytning til et serbisk narkonetværk, skriver Ekstra Bladet.
Kokainen blev ifølge politiet dumpet i sportstasker i de indre danske farvande lørdag 16. marts. Det drev efterfølgende i land på stranden ved Sjællands Odde. Det er politiets opfattelse, at mændene skulle samle kokainen op til søs med henblik på at distribuere de illegale stoffer videre.
»Der er tale om omfattende mængder narkotika. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi nu har kunnet skride til anholdelse af en del af et organiseret kriminelt netværk«, siger vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen.
ritzau
fortsæt med at læse




























