Sal 1 i Københavns Byret har røde vægge, store marmorlignende søjler, stuk i loftet og en kæmpe lysekrone i midten. Den gamle, traditionsbundne sal er på mange måder en kontrast til den 16-årige svenske dreng, som torsdag sad på anklagebænken i retten for drabsforsøg og forsøg på ulovlig våbenbesiddelse.
Lav og spinkel af bygning trådte han ind med hænderne fikseret foran sig og med politibetjente omkring sig. Han havde en sort Hugo Boss-kasket på, en pæn sort jakke med hætte, slidte, tætsiddende jeans og kridhvide sneakers. Da dommeren kom ind, fjernede han kasketten, som afslørede kortklippet hår, smalle øjenbryn, indsunkne øjne og lidt skæg under hagen og kæben.


























