Foreningen Gaderummet-Regnbuen har fået en bøde på 73.800 kroner for brud på arbejdsmiljølovgivningen, i forbindelse med at en hjemløs mand mistede livet under oprydningsindsatsen efter Roskilde Festival.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Radio IIII.
Den 52-årige polske mand var en del af en frivillig indsats, der gik ud på at rydde op efter musikfestivalen. På et tidspunkt lagde manden sig ind i et telt, og mens han var her, blev han kørt over af en traktor.
Traktoren skulle rydde teltområdet, og føreren havde fået at vide, at området var frit for personer.
Manden døde af sine kvæstelser.
Arbejdstilsynet har været inde over sagen, og her lyder konklusionen ifølge Radio IIII, at sikkerheden ikke var god nok for de hjemløse.
Gaderummet-Regnbuen havde desuden ansvaret for ulykken, da manden deltog i oprydningen, som var arrangeret af foreningen.
Foreningen oplyser til Radio IIII, at bøden bliver betalt. Den har ikke yderligere kommentarer. Heller ikke Roskilde Festival har ønsket at udtale sig til Radio IIII om bøden.
ritzau





























