Der er færre småfugle i haverne, end der plejer at være. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i en pressemeddelelse.
Spontantællinger foretaget af ornitologer viser, at der for nogle arter er tale om en halvering i antallet af fugle.
Ornitologerne er i vildrede over, hvad det skyldes.
»Vi kan ikke give en entydig forklaring på nedgangen for mange af de almindelige arter af mejser, finker og drosler, men vores såkaldte spontantællinger bekræfter tendensen«, siger biolog Knud Flensted.
Tællingerne er blevet foretaget både i 2023 og i 2024, og de viser en tilbagegang for nogle arter på op mod 50 procent siden juni i år.
»Det er særligt markant hos arter som blåmejse, bogfinke, dompap, musvit, solsort og stor flagspætte«, siger biolog Daniel Palm Eskildsen, der koordinerer tællingerne.
Tilbagegangen af fugle i haverne bekymrer mange danskere.
DOF har således fået op mod 30 henvendelser om dagen de seneste måneder fra haveejere og fugleinteresserede.
Sygdom kan være en del af forklaringen. Man ved, at solsorte i årets løb har været hårdt ramt af det såkaldte usutuvirus. Med massedød til følge.
En anden forklaring kan være naturlige variationer i bestandene, påpeger Knud Flensted.
»Der kan godt være tale om naturlige udsving i bestande, alt efter om ynglesæsonen har været gunstig eller ej«.
»Det er også naturligt nok, at man i sensommeren synes, at der er færre småfugle i haverne, for på den tid af året fælder mange arter deres fjer og lever derfor mere skjult i vegetationen.
»I år er der dog påfaldende og usædvanlige nedgange i antallet af flere observerede arter«, siger biologen.
ritzau




























