Efter ni års efterforskning er der faldet dom i straffesagen mod Sanjay Shah, manden, som anklagemyndigheden har udpeget som udbytteskandalens hovedbagmand. Han idømmes 12 års fængsel og har allerede besluttet, at han vil anke afgørelsen.

Shah idømmes historisk hård straf

Foto: Roald Als/POLITIKEN
Foto: Roald Als/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Sanjay Shah har tydeligt hang til at ville levere et show, hvis han får muligheden.

Flere gange har han givet en opvisning i Retten i Glostrup. Og da han torsdag eftermiddag ankom til retssal 404 for at få sin dom, havde han iført sig en nissehue.

»Glædelig jul«, sagde han smilende til de op imod 40 fremmødte tilhørere.

Shah tog nissehuen på igen, da han, efter at have fået sin dom, passerede forbi de fyldte tilhørerpladser. Men han havde intet at fejre. Sanjay Shah blev idømt den hårdeste straf for økonomisk kriminalitet nogensinde: 12 års fængsel.

Dermed gik dommerne helt til stregen: Maksimumstraffen for groft bedrageri, som Shah blev kendt skyldig i, er fængsel i otte år. I særligt grove tilfælde kan der lægges 50 procent oveni, og sådan landede dommerne på de 12 år. Selv om de havde villet, kunnet de ikke dømme Shah hårdere.

Sanjay Shahs forsvarsadvokater ankede straks afgørelsen til landsretten.

Men med afgørelsen har anklagemyndigheden indtil videre fået byrettens ord for, at Sanjay Shah var hovedbagmanden bag, at den danske stat blev svindlet for mindst 12,7 milliarder kroner i udbytteskandalen.

»Domsmandsretten finder det bevist, at tiltalte har haft en helt central og kontrollerende rolle i forbindelse med opbygningen, driften og udviklingen af det handelssystem, som førte til de uberettigede udbetalinger af tilbagesøgt udbytteskat«, lyder det i afgørelsen, som alle fem dommere er enige om.

I to tidligere sager i år er to af Shahs medsammensvorne af samme byret blevet kendt skyldige og idømt henholdsvis seks og otte års fængsel.

Milliarder konfiskeres

Shah erklæres skyldig i at have svindlet den danske stat for over 9 milliarder kroner via udbytteskat, samt forsøg på svindel for 553 millioner kroner. Penge, han selv beholdt 7,2 milliarder kroner af og som ifølge rettens afgørelse skal konfiskeres.

Her handler det om forsøget på at få nogle af de 12,7 milliarder kroner tilbage til den danske statskasse. Umiddelbart ser der ud til at være meget at komme efter:

Dommerne besluttede at konfiskere 18 ejendomme i London, tre i Plymouth og en i Wembley, hovedparten af dem har Shah erkendt at have købt for danske skattepenge. Hos 20 selskaber, ejet af Sanjay Shah, konfiskeres kontanter, aktier og endnu 14 ejendomme.

I byretten har Sanjay Shahs forsvarere forsøgt at argumentere for, at det til en vis grad var de danske skattemyndigheders egen skyld, at det lykkedes udenlandske bagmænd at få udbetalt milliarder i udbytterefusion. Argumentet har været, at kontrollen var stort set ikkeeksisterende.

Men som Retten i Glostrup slår fast i sin afgørelse om det argument:

Det er »ikke blevet tillagt betydning ved strafudmålingen«.

Generelt opsummerer domsmandsretten, efter de fem dommere har brugt i alt 23 dage i retten på at blive sat ind i Shahs straffesag:

»Der foreligger ikke omstændigheder, som kan føre til en mildere fængselsstraf«.

»Grådigt svin«

Dommen betyder også, at Sanjay Shah – når han er færdig med at afsone sin straf – bliver udvist af Danmark, og aldrig må rejse ind i landet igen.

Også her tager retten den hårdest mulige beslutning, og begrunder den med, at Sanjay Shah udgør en fare for samfundet:

»... kriminaliteten er udtryk for en adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse«, står der i dommen.

Mens det var forbeholdt en lille skare i Retten i Glostrup at se, at Sanjay Shah modtog sin dom uden at fortrække en mine, kunne alle andre dagen igennem se en smilende Shah køre i båndsløjfe på TV 2 News som optakt.

Forud for dommen havde han haft mediet på besøg i fængslet og givet et interview, der blev bragt i samme øjeblik, som dommen faldt.

»Jeg ved, at jeg er et grådigt svin«, siger Shah i interviewet.

Her siger han også, at han fortryder intet.

John Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her