En yngre mand er sigtet for drab efter et slagsmål i Aalborg, som kostede en mand livet, oplyser politiet.

Mand har mistet livet efter slagsmål i Aalborg

Lyt til artiklen

Opdateret torsdag klokken 22.47

En mand i 30’erne er torsdag afgået ved døden efter et slagsmål i Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tre mistænkte mænd, der alle beskrives som yngre, er blevet anholdt i sagen. En af dem er siden blevet sigtet for drab.

Politiet modtog kort efter klokken 17 en anmeldelse om et slagsmål på Langelandsgade i Aalborg.

Meldingen gik på, at der formentlig var blevet brugt en kniv. Det er stadig politiets formodning, at manden er død som følge af knivstik.

»Vi har nu et stort stykke arbejde foran os med at få afdækket de nærmere omstændigheder før, under og efter«, siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen i meddelelsen.

»Det arbejde indebærer flere momenter. Blandt andet undersøgelser ude på og omkring gerningsstedet, ligesom der skal ske grundige afhøringer af de anholdte mænd samt afhøringer af vidner og forskellige forhøringer«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her