DMI varsler kraftig regn flere steder i landet nytårsaftensdag, skriver DMI på sin hjemmeside. Især det sydlige og centrale Jylland samt Fyn vil være udsat.
»Det bliver en nytårsaften til den blæsende, grå og våde side. Rent ud sagt kedeligt vejr«, melder Erik Hansen, som er meteorolog ved DMI. Han forsætter den triste vejrudsigt med at fastslå, at »det nok ikke bliver det bedste raketvejr i år«.
Det er et lavtryk over Norskehavet, der bringer regnen med sig. Regnen bevæger sig fra det nordvestlige Jylland ind over hele landet og vil begynde i løbet af aftenen.
Der kan i løbet af det næste døgn stedvist falde 30-40 millimeter regn og lokalt op til 50 millimeter, lyder det. Erik Hansen fortæller, at regnen vil vare i næsten 24 timer, og at der vil falde omkring 1 millimeter regn i timen. Man skal derfor ikke frygte at blive fanget i et voldsomt regnskyl midt om natten.
En blæsende nytårsnat
På forhånd var det meldt ud, at det ville blæse på årets sidste dag, og det er fortsat tilfældet. DMI oplyser, at det vil blæse kraftigt fra sydvest. Det kan lokalt give vindstød af hård eller stormende kuling.
Varslet om kraftig blæst mandag morgen fik Danske Beredskaber til at udtrykke bekymring for affyringen af nytårsraketter. Kombinationen af kraftig blæst og raketter bliver betegnet som en brandfarlig cocktail. Sikkerhedsstyrelsen opfordrer samtidig alle til at være ekstra påpasselige med skytset. Blandt andet anbefaler styrelsen, at man holder dobbelt så stor sikkerhedsafstand som normalt. Det betyder, at man blandt andet holder en afstand på mindst 400 meter fra bygninger med stråtag og brændbart materiale.
Når danskerne vågner for første gang i det nye år, er det muligvis til lettere forhøjet vandstand flere steder i landet. Det kan være tilfældet både onsdag og torsdag, skriver DMI. Prognosen omkring forhøjet vandstand er dog usikre, da der er flere lavtryk, der bevæger sig rundt omkring Danmark.
»Vi oplever i disse dage, at prognoserne går lidt frem og tilbage i forhold til vind, nedbør og vandstanden, så der er lidt usikkerhed forbundet med, hvordan vejret bliver onsdag«, fortæller Erik Hansen.
Ritzau
fortsæt med at læse



























