Artiklen er opdateret kl. 11.53.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) er blevet orienteret om, at en række droner blev set i luften over Køge fredag aften og nat. Det fremgår af en skriftlig udtalelse til Ritzau.
»PET er opmærksom på anmeldelser om droneaktivitet i Danmark. Anmeldelserne bliver håndteret og efterforsket af den relevante politikreds, og PET er i løbende kontakt med kredsene om hændelserne – og det er også tilfældet i denne sag«, skriver PET.
Sagen efterforskes af Midt- og Vestsjællands Politi. Dronerne blev set ved havnen i Køge, også kaldet Køge Marina. Politiet fik anmeldelsen om dronerne ved 22.30-tiden fredag, og da en patrulje ankom til området, nåede den at se fire droner. Anmelderen har dog berettet at have set op imod 20 større droner.
Forsvaret betragter det som en politisag
De sidste droner blev set omkring klokken 01.16, hvor de forsvandt ud over havet i høj fart, oplyser politiet lørdag i en pressemeddelelse.
»Vi har på nuværende tidspunkt ingen viden om, hvor dronerne kom fra, eller hvad de har foretaget sig«, siger Michael Sehested, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, i meddelelsen udsendt lørdag formiddag.
Politiet er ved at undersøge, hvorfor dronerne befandt sig over Køge. Foruden PET har politikredsen rakt ud til Forsvaret. Men da dronerne er spottet over land, betragter Forsvaret det som en politisag, og Forsvaret har ikke et efterforskningsspor i gang i sagen. Det har en vagthavende befalingsmand fra Forsvarets Operationscenter oplyst til Ritzau. Hvis nogen ved, hvem der ejer de pågældende droner, beder politiet om, at man ringer 114. Det er nummeret til politiet.
Kræver tilladelse
Vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Asger Bechstrøm understreger, at det i sig selv ikke er ulovligt at flyve med droner. Det kan det dog være, hvis man flyver tæt på privat grund. Han siger desuden, at man ved Køge Marina skal have en skriftlig tilladelse.
»Og vi har snakket med marinaen i nat, og de har ikke givet nogen tilladelse«, lyder det fra Asger Bechstrøm.
Selv om politiet endnu ikke ved meget om dronerne, så kan noget indikere, at der er tale om ulovlige aktiviteter, lyder det.
»Det kan være lovligt nok at flyve med droner, men med den her slags droner og den aktivitet, der har været, hvor det er nær privat bebyggelse og ved en marina, de ikke må flyve ved, så virker det til at have været et forhold, der ikke er lovligt«, siger vagtchefen.
ritzau


























